Juul-Jensen: Håber tidlige styrt vækker tilskuerne

Christopher Juul-Jensen var ikke imponeret over den tilskuer, som sendte halvdelen af feltet i jorden på 1. etape. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

En tilskuers dumhed forårsagede et kæmpe styrt lørdag i Tour de France, som ramte flere af de danske ryttere.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg kan godt lide, der er tilskuere, men når de skal opføre sig på den måde, så er jeg næsten tilbøjelig til at sige, det var bedre sidste år, hvor der var færre.

Den danske cykelrytter Christopher Juul-Jensen var mildt sagt ikke imponeret over den tilskuer, som forårsagede et kæmpe styrt i feltet på 1. etape af Tour de France lørdag.

- Det er med til at ødelægge det for alle. Ikke bare os ryttere, også de andre tilskuere, tilføjer den danske BikeExchange-rytter.

Tilskueren stod i vejsiden med et papskilt med en hilsen på tysk til sine bedsteforældre, som hun rakte en meters penge ud på vejen med ryggen til feltet, da hun ville vise det til motorcyklernes kameraer.

Jumbo-Vismas tysker Tony Martin hamrede ind i hende, og omkring halvdelen af feltet røg ned.

- Det hører ingen steder hjemme at stå med sådan et stort papskilt langt ind på vejen, siger Christopher Juul-Jensen, som håber, at episoden kan få en positiv effekt for resten at den franske rundtur.

- Forhåbentlig er det en god måde at starte ud på lige at få mindet tilskuerne om, at de skal respektere afstand.

Landsmand Casper Pedersen undgik modsat Juul-Jensen ikke at ryge med ned i styrtet. Han var hårdt medtaget på 2. etape og var naturligvis ærgerlig.

Dog ikke så ærgerlig at han hellere ville være uden tilskuere.

- Det er så fedt at mærke forskellen fra sidste år og til i år med folk ude og se cykling. Det skal ikke blive en krig mod tilskuerne, for det er på grund af tilskuerne, vi har cykelløb, siger DSM-danskeren.

- Det er den fedeste følelse at mærke stemningen med folk ude langs vejene, men jeg vil virkelig appellere til, at folk passer på.