Juventus-forsvar holder atter tæt og nærmer sig rekord
Der er ikke scoret på Gianluigi Buffon i 836 minutter efter Juventus' 2-0-sejr over Atalanta.
Juventus fortsætter marchen mod endnu et italiensk mesterskab, og modstanderne har tilsyneladende helt mistet evnen til at score mod Gianluigi Buffon.
Søndag vandt Juventus med 2-0 ude over Atalanta, og dermed har fodboldholdet ikke lukket mål ind i ni Serie A-kampe på stribe.
Sidste gang, en modstander sendte bolden ind bag Buffon, var 10. januar, da Sampdoria blev slået 2-1, og nu må Juventus' legendariske målmand Dino Zoff efterhånden begynde at frygte for sin klubrekord.
Zoff holdt buret rent i 903 minutter, mens Buffon nu er oppe på 836 minutter. Serie A-rekorden indehaves af den tidligere AC Milan-målmand Sebastiano Rossi, som nåede op på 929 minutter i sæsonen 1993-94.
Juventus kom på sejrskurs mod Atalanta, da forsvareren Andrea Barzagli scorede til 1-0 midt i første halvleg.
I kampens sidste minutter fjernede indskiftede Mario Lemina den sidste rest af tvivl om udfaldet, da han øgede til 2-0 med et flot solomål.
Juventus er nu uden nederlag i 18 kampe og har gang i en imponerende stime, der foreløbig lyder på 17 sejre og en enkelt uafgjort kamp.
Samtidig genoprettede holdet sit forspring i toppen af Serie A, efter at Napoli med en 3-1-sejr hjemme over Chievo lørdag aften var kommet op på siden af mestrene.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned