Juventus-træner nedtoner titelchance efter ny smal sejr
Juventus-træner Massimiliano Allegri dirigerede konstant sine spillere fra sidelinjen i søndagens Serie A-kamp i Firenze. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters
Fiorentina spillede en god kamp mod Juventus, som forsvarede sig heroisk og tog sin tredje 1-0-sejr i træk.
Juventus havde ikke bolden ret meget, og Fiorentina vandt chancestatistikken med hele 25-4.
Alligevel snuppede Juventus en kneben 1-0-sejr på udebane over Fiorentina i søndagens sene kamp i Serie A.
Det var den sjette ligakamp i træk, hvor Juventus holdt buret rent. Og Juventus er nu kravlet så højt op i tabellen, at holdet ligner en seriøs kandidat til mesterskabet.
Inter fører ligaen med 28 point efter 11 kampe. Juventus følger efter med 26 point på andenpladsen, mens AC Milan og Napoli på de efterfølgende pladser har 22 og 21 point.
Juventus-træner Massimiliano Allegri vurderer dog ikke, at holdet er lige så godt rustet til at tage titlen som netop de tre rivaler i toppen.
- Mesterskabet? Jeg mener fortsat, at Inter, Milan og Napoli er foran os. Det er tre hold, vi skal have meget respekt for.
- Men jeg ser en smuk holdånd hos os, og vi har vist forskellige ting i de seneste sejre, siger Allegri til klubbens hjemmeside.
I de seneste tre kampe har Juventus vundet 1-0 over Milan, Verona og nu Fiorentina.
Juventus satsede på kontraangreb og overlod initiativet til Fiorentina i søndagens kamp. Men hjemmeholdet var ikke i stand til at få scoret trods massiv overvægt i spil og chancer.
- Det er kompliceret og vanskeligt at spille i Firenze. Fiorentinas spillere bevæger sig meget, og de presser højt. Det fører til den slags kampe, siger Allegri.
Fabio Miretti stod efter ti minutter for det enlige mål, der sikrede Juventus sejren. Det var den 20-årige midtbanespillers første mål for klubben i 57 kampe.
- Jeg har ventet på dette i lang tid. Det er en fantastisk følelse, og nu håber jeg at få scoret flere mål i den kommende tid. Jeg vil gerne vise noget kontinuitet, siger Miretti.
Den danske målmand Oliver Christensen sad på bænken i hele kampen for Fiorentina.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned