Kasper Schmeichel: Dejligt at se Eriksen på hospitalet
Kasper Schmeichel mødte den danske presse mandag formiddag. Foto: Hannah Mckay/Reuters
Hannah Mckay/Reuters
Det var sgu dejligt at se ham og snakke med ham, siger Kasper Schmeichel om besøget på hospitalet søndag.
Mens den samlede landsholdstrup søndag snakkede med Christian Eriksen på video, besøgte Kasper Schmeichel sin holdkammerat på Rigshospitalet.
- Det var sgu dejligt at se ham og snakke med ham, siger Kasper Schmeichel på et pressemøde mandag.
Det er første gang, at danske spillere lader sig interviewe siden den dramatiske EM-kamp mod Finland lørdag, hvor Eriksen kollapsede og modtog hjertebehandling på Parkens grønsvær.
- Jeg står tilbage med en følelse af stolthed. Jeg ved ikke, om ordet egentlig siger det, men jeg har en følelse af glæde og taknemmelighed over det arbejde, som vores lægestab og "fysser" har gjort, mens hele verden så på. De var så rolige og cool. Det er mirakuløst, at vi har folk som dem, siger Schmeichel.
Sammen med anfører Simon Kjær var målmanden med til at trøste Eriksens kæreste under behandlingen, der skete i slutningen af første halvleg.
- Jeg vidste godt, at hans kone og børn, mor og far, familie og venner var blandt publikum. Jeg stod og så efter dem. Det var en umenneskelig situation for dem, siger Schmeichel.
Lørdagens kamp blev genoptaget efter knap to timers pause, og Danmark endte med at tabe 0-1. Nu skal spillerne forsøge at rejse sig mod Belgien torsdag og Rusland på mandag.
- Vi er stadig i turneringen. Vi tabte, men vi gav alt, hvad vi havde. Jeg er sikker på, at vi vil give alt, hvad vi har. Det vigtigste er, at vi står sammen og gør vores bedste.
- Jeg er sikker på, at vi som hold kan gøre noget ekstraordinært for Christian og de mennesker, der sad på lægterne og var vidner til det, siger Schmeichel.
Han glæder sig over al den opbakning, landsholdet har fået de seneste dage.
- Den opbakning, vi har modtaget fra alle fans, verdensledere og kongelige, har sat et aftryk. Vi har mærket meget kærlighed fra alle kanter, og det kan vi bruge. Det er det, det vil sige at være dansker. Vi synger om at stå sammen side om side, og vi viser, at det er det, vi gør.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned