Kerber om Wimbledontriumf: En drøm er gået i opfyldelse
Angelique Kerber blev med lørdagens sejr i Wimbledon den første tyske kvinde siden Steffi Graf i 1996, der kan løfte det prestigefyldte trofæ. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Tyske Angelique Kerber vandt lørdag sit første Wimbledon i karrieren efter en finalesejr over Serena Williams.
Angelique Kerber kunne lørdag fejre sin tredje grand slam-titel i karrieren og sin første triumf ved Wimbledon.
Den 30-årige tysker slog i finalen amerikanske Serena Williams i to sæt med cifrene 6-3 og 6-3.
Glæden strålede ud af Kerber efter kampen, da hun modtog trofæet for sin imponerende præstation.
- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse.
- Jeg vidste, at jeg skulle spille mit bedste tennis mod en mester som Serena (Williams, red.). Det er altid en ære at dele en bane med hende, siger Kerber ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kerber er med sejren den første kvindelige tysker til at vinde Wimbledon, siden Steffi Graf triumferede ved samme turnering i 1996.
- Det var min anden chance for at spille i finalen (Wimbledon, red.). Jeg tror, at jeg er den næste tysker efter Steffi (Graf, red.), som har vundet. Det er fantastisk, siger Kerber.
Med en sejr kunne Williams have vundet sin grand slam-titel nummer 24. Var det sket, havde amerikaneren tangeret rekorden for fleste grand slam-titler i damesingle, som nu fortsat tilhører australske Margaret Court.
Det var derfor en skuffet, men stadig fattet Serena Williams, der satte ord på efter kampen.
- Det er selvfølgelig skuffende, men jeg kan ikke være skuffet. Jeg har så meget at se frem mod, og jeg er først ved at komme i gang, siger Williams.
Det var blot den fjerde turnering for Williams, siden hun fødte sit første barn i september i fjor og derefter var på barsel.
Hun dedikerede derfor også finalekampen til alle mødre.
- Jeg er bare mig selv, og det er alt, jeg kan være.
- Til alle mødrene derude vil jeg sige, at jeg spillede for jer i dag, og jeg prøvede, men Angelique (Kerber, red.) spillede virkelig godt, lød det fra den 36-årige amerikaner.
Lørdagens finale var en gentagelse af Wimbledon-finalen i 2016. Dengang vandt Serena Williams.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned