Kessler: Green klarer ikke 12 omgange

I modsætning til modstanderen, amerikaneren Allan Green, ligger denne vægtklasse ikke naturligt til Kessler, som har fejret store triumfer i supermellemvægt.

Den 33-årige dansker glæder sig imidlertid til at vise publikum, at han har rigeligt med kvalitet til at besejre Allan Green, efter at han er gået op i vægt.

- Han vil som den første få min nye knockout-power at føle, siger Mikkel Kessler.

- Det bliver en ubehagelig følelse for ham. Han har stor slagkraft, men boksere med stor slagkraft er typisk ikke glade for selv at blive ramt. De har hårde slag, men ikke en stærk kæbe.

- Jeg tror ikke, at Green holder til 12 omgange mod mig, men det finder vi ud af den 19. maj, siger Mikkel Kessler.

Mikkel Kessler boksede senest i juni sidste år, da han i Parken knockoutede franske Mehdi Bouadla i en kamp, der skulle have været en opvarmningskamp til en stor VM-kamp for Kessler.

Sådan kom det ikke til at gå, fordi Mikkel Kessler blev opereret i sin ene finger, så kampen mod WBO-verdensmesteren i supermellemvægt, tyske Robert Stieglitz, først blev udsat og senere gik i vasken.

Det lange fravær fra ringen har gjort Mikkel Kessler frustreret, og han har afreageret på sine sparringspartnere i forberedelserne op til kampen mod Allan Green.

- Jeg har tænkt meget på ham. Han er i mine tanker, når jeg går i seng, og når jeg står op. Vi har analyseret hver eneste af hans bevægelser, så der bliver ingen overraskelser.

- Han er stærk, og han er hurtig, men jeg giver ham en lektion, når vi mødes i Parken, lover Mikkel Kessler.

/ritzau/

Det bliver en ny oplevelse for Mikkel Kessler, når han den 19. maj i Parken for første gang bokser i letsværvægt.

Offentliggjort Sidst opdateret