Kevin Magnussen starter som nummer 14 i Canada
Kevin Magnussen havde god fart i Haas-bilen i lørdagens Formel 1-kvalifikation. Foto: Mark Thompson/Ritzau Scanpix
Den danske Haas-kører Kevin Magnussen leverede en godkendt Formel 1-kvalifikation i Canada.
Kevin Magnussen skal starte Canadas Formel 1-grandprix fra en position som nummer 14.
Den danske Haas-kører var ellers i spil til at komme blandt de ti bedste, men det lykkedes ikke i sidste forsøg.
Generelt var der dog tale om en opløftende kvalifikation i Montreal for Magnussen, der viste god fart og også vandt den interne duel på Haas-holdet klart.
Kevin Magnussen satte en god afsluttende tid i den første kvalifikationsrunde, Q1, og det rakte til en placering som nummer 13. De 15 bedste gik videre.
Nico Hülkenberg nåede i modsætning til Magnussen ikke videre fra Q1. Tyskeren endte blandt de fem bageste, der ikke avancerede. Hülkenberg endte helt nede på næstsidstepladsen.
I anden kvalifikationsrunde, Q2, begyndte det kortvarigt at regne, men det stilnede hurtigt af igen.
Magnussen var stadig godt kørende, og det virkede lovende i de første minutter af det kvarter, der blev kørt.
Inde i Haas-garagen blev strategien at vente til slutfasen i Q2, og det rakte kun til et forsøg, men det kiksede for danskeren.
Kvalifikationen fortsatte i Canada uden Magnussen, og de ti bedste skulle dyste om pole position.
Her endte Mercedes-køreren George Russell med at være den hurtigste mand, selv om han endte i samme tid som Max Verstappen fra Red Bull.
Russell snuppede pole position, fordi briten havde sat tiden før Verstappen i kvalifikationen.
På tredjepladsen endte formstærke Lando Norris fra McLaren.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie