Klublegene takker af i Frem: Rutineret ræv overtager tøjlerne

Finn Larsen overtager trænersædet i Frem Sakskøbing efter Nikolaj Lohse ved årsskiftet. Foto: Anders Knudsen

Nikolaj Lohse er i gang med sit sidste halve år som træner for Frem Sakskøbing. Afløseren er fundet.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Efter otte sæsoner som cheftræner for den klub, hvor han selv har rekorden for flest spillede førsteholdskampe (521) stopper Nikolaj Lohse, når efterårssæsonen er spillet til ende.

Det fik spillertruppen for LF-serieklubben besked om torsdag aften, og her blev afløseren også præsenteret.

- Jeg synes tiden var kommet og klubben har fundet en rigtig god løsning, siger den afgående træner, der fortsat sidder i bestyrelsen.

Det bliver rutinerede Finn Larsen, der overtager holdet, der lige nu ligger nummer to i LF-serien og sigter mod igen at vende tilbage til Sjællandsserien.

- Nikolaj har for noget tid siden meddelt, at han ønskede at træde tilbage, hvis vi kunne finde en kompetent afløser, og det synes vi bestemt vi har fundet i Finn Larsen, siger seniorudvalgsformand i Frem Sakskøbing Henrik Høegh-Andersen.

- Vi har haft nogle gode snakke med Finn over en længere periode, og han deler de tanker vi har om, at vi gerne vi udvikle vores egne spillere, og bruge dem på førsteholdet. Vi vil ikke ud og hente spillere alle mulige steder fra, lyder det fra Henrik Høegh-Andersen.

Har sundet sig

Finn Larsen har senest stået i spidsen for Listrup, men forlod klubben allerede et halvt år efter sin tiltræden på grund af interne stridigheder med folk, der ikke havde ledende poster i klubben.

- Det tog hårdt på mig. Det skal jeg ærligt erkende. Jeg skulle lige bruge nogle uger på at sunde mig over det, og tænke over om jeg fortsat ville være fodboldtræner, siger den 63-årige tidligere divisionsspiller i B.1921 med masser af trænererfaring på sit CV fra adskillige lokale klubber.

- Frem Sakskøbing kontaktede mig, og gennem de samtaler vi har haft, har det modnet sig hos mig. Jeg er ikke færdig med at være fodboldtræner og vil gerne ud på træningsbanen en sidste gang, siger Finn Larsen, der har set de seneste kampe Frem Sakskøbing har spillet i LF-serien og dannet sig et fornuftigt indtryk.

- Jeg synes der er noget at bygge på i en trup, der virker godt sammensmeltet og det er spillere, der virkelig vil klubben og holdet. Og så tiltaler det mig også, at der er en spændende U/19-årgang, som skal sluses ind på førsteholdet, lyder det fra Finn Larsen, der har underskrevet en etårig kontrakt gældende fra 1. januar 2025.

- Målsætningen er klart at rykke op i Sjællandsserien igen og være rustet til også at bide os fast der, fastslår Finn Larsen.