Knæskade holder Liverpool-dribler ude til december
Luis Diaz blev skiftet ud efter 42 minutter, da Liverpool søndag tabte 2-3 til Arsenal. Foto: David Klein/Reuters
Luis Diaz slipper for operation, men er først til rådighed for Liverpool efter VM-slutrunden.
Liverpools Luis Diaz kommer ikke i kamp mere på denne side af VM-slutrunden.
Den driblestærke wing måtte forlade banen med en knæskade, da hans hold søndag tabte til Arsenal.
En bekymret Liverpool-manager Jürgen Klopp sagde efterfølgende, at det ikke så godt ud med den 25-årige colombianer.
Ifølge BBC og Sky Sports har mandagens skanning og lægeundersøgelse bekræftet, at Diaz er ude til engang i december.
Dermed vil han ikke være i stand til at deltage i de ti kampe, Liverpool mangler at spille, inden Premier League holder pause og gør plads til VM, hvor Diaz og Colombia ikke er kvalificeret.
Meldingen har formentlig udløst en blanding af ærgrelse og lettelse i storklubben. Det var frygtet, at Diaz skulle igennem en operation, der kunne have sendt ham på sidelinjen i adskillige måneder.
Nu slipper han billigere. Heler skaden som forventet, kan han efter alt at dømme være klar, når Liverpool 26. december spiller sin første kamp efter VM mod Aston Villa.
Luis Diaz har haft pæn succes, siden han skiftede fra Porto i januar.
I 38 kampe for Liverpool er det blevet til ti scoringer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned