København er vært for første majorturnering i Counter-Strike 2
Astralis skal forsøge at kvalificere sig til majorturneringen, der er en af verdens største. (Arkivfoto). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
I 2024 skal en majorturnering spilles i Royal Arena. Det er første major i Counter-Strike 2.
Næste år bliver der skrevet historie på computerspilsscenen i Danmark.
I den sidste halvdel af marts danner Royal Arena i København ramme om en af årets to majorturneringer inden for Counter-Strike.
Det oplyser turneringsarrangør PGL til TV 2 Sport.
Og ikke nok med det. Det bliver samtidig første gang, at verdens bedste gamere skal dyste i en major i det nye Counter-Strike 2, som i sidste uge blev offentliggjort. Spillet erstatter til sommer CS:GO.
- Beslutningen var meget simpel. Danmark er tosset med Counter-Strike, og i de seneste år har Danmark haft flest topspillere. Og det har været med længder, siger PGL-direktør Silviu Stroie til TV 2 Sport.
- Og da Danmark aldrig har haft en major, var vi ikke i tvivl om, at det her var det rette tidspunkt.
Der har flere gange været afholdt turneringer inden for Counter-Strike i Royal Arena, men ingen på majorniveau, der er det højest mulige.
Ved den seneste majorturnering i Brasilien nåede danske Heroic hele vejen til finalen, hvor det blev til et nederlag til Outsiders.
På grund af lanceringen af det nye Counter-Strike-spil afholdes der kun en enkelt major i 2023. Den foregår i Paris fra 8. til 21. maj. Turneringen i København bliver den første major herefter.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie