Kollegerne udnævner Hareide til årets fodboldtræner
Åge Hareide har ikke tabt en kamp med det danske landshold siden efteråret 2016. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Åge Hareide er for første gang kåret som Årets Træner i Danmark ved et show i Horsens.
Et landskampsår uden nederlag i ordinær tid. Kvalifikation til ottendedelsfinalen ved VM. Oprykning til øverste lag i Nations League.
2018 gav fodboldlandstræner Åge Hareide masser at fejre, og nu kan nordmanden indlede det nye arbejdsår med endnu en anerkendelse.
Ved Dansk Fodbold Award i Horsens er Hareide lørdag aften blevet hyldet som Årets Træner i Danmark.
Det er de danske trænerkolleger, som har peget på Hareide, der var i konkurrence med Bo Henriksen (AC Horsens), Ståle Solbakken (FC København) og Jess Thorup (FC Midtjylland/Gent).
Åge Hareide afløste i 2016 Morten Olsen som landstræner, og efter en svingende start har landsholdet fået vind i sejlene under den 65-årige nordmands ledelse.
Hvis man ser bort fra "vikarlandskampen" i Slovakiet i efteråret, har Danmark ikke tabt en landskamp siden oktober 2016. Samtidig har holdet etableret sig blandt de ti bedste på Fifas verdensrangliste.
Det er første gang, Hareide tager prisen som årets træner.
I 2014 fik han en tilsvarende hæder i svensk fodbold, efter at han havde ført Malmö FF til det svenske mesterskab.
Åge Hareide følger efter FC Nordsjællands Kasper Hjulmand, der vandt afstemningen i 2017.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned