Kulturminister om Vingegaard: En helt særlig præstation
Jonas Vingegaards Tour-sejr var en realitet, da han lørdag forsvarede sin store føring i løbet. Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard er en forbilledlig sportsmand og atlet, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Det er "vanvittigt imponerende", at Jonas Vingegaard søndag tager Tour de France-sejr nummer to i træk.
Sådan lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Han er søndag til stede i Paris, når dette års udgave af verdens største cykelløb slutter i den franske hovedstad.
- Der var måske mange danskere, der forventede det, men jeg tror, det er sværere at vinde anden gang. Alle de favoritter, der sidder i feltet, er opmærksomme på én, og de har siddet i Jonas' hjul.
- Så det er ikke bare dobbelt så flot af Jonas. Det er en helt særlig præstation, som vi alle kan være utroligt stolte af, siger kulturministeren.
Han kalder Jonas Vingegaard en forbilledlig sportsmand og atlet.
- Han er en god holdkammerat. Han er ikke en mand, der siger meget, og derfor er han også beviset på, at det ikke er dem, der råber højest, der er dygtigst. Det synes jeg mange kan lære noget af, siger Engel-Schmidt.
Formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF) Hans Natorp kalder Vingegaards Tour-sejr for en "unik og helt ufattelig præstation".
- De sidste tre uger har jeg sammen med resten af Danmark været hele følelsesregisteret igennem, og det har været det perfekte billede på, hvad de store sportsbegivenheder kan vække i os som mennesker, siger Natorp i en pressemeddelelse.
Peter Fabrin, der er administrerende direktør i Team Danmark, hylder Vingegaard for det mod og sportsmanship, han har udvist i dette års Tour de France, og lykønsker samtidig Mads Pedersen og Kasper Asgreen med deres etapesejre undervejs i løbet.
- Nok er Danmark et lille land, men vi er en stor cykelnation, hvor de store resultater er skabt på baggrund af et langsigtet talent- og elitearbejde med fokus på at opbygge en kultur og udvikle stærke miljøer til de danske atleter, siger Fabrin i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned