Landsforvist håndbold-træner vender tilbage

Det var en dybt ulykkelig Milan Kovac, der i maj fik besked på at forlade Danmark. Udlændingestyrelsen kunne dengang konstatere, at han ikke tjente den minimumsløn, som det kræver at have opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Men nu vender den serbiske håndboldtræner tilbage til Danmark og genoptager trænerjobbet for Rødbys mænd i Kvalifikationsrækken samt tjansen som målmandstræner for Nykøbing F. Håndboldklubs (NFH) kvindelige 1. divisions målvogtere.

Hans opholds- og arbejdstilladelse er nemlig blevet godkendt efter intenst arbejde af advokat Jeppe Søndergaard fra Ret & Råd i Maribo.

Problemet opstod, da han i år søgte om tidsubegrænset/permanent opholdstilladelse. Ved den lejlighed konstarede Udlændingeservice, at han ikke tjente den påkrævede minimumsløn, da han fik udbetalt en del af sin trænerløn som kørepenge. Han havde nemlig ganske mange kørselsudgifter i forbindelse med trænerjobbet.

Milan Kovac vender tilbage til Lolland-Falster 23. juli.

Du kan læse mange flere nyheder om Lolland-Falster i avisen Folketidende.
Bestil et abonnement -
KLIK HER.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Rødby-træner Milan Kovac blev udvist af Danmark, men nu er han snart tilbage på Lolland igen.

Offentliggjort Sidst opdateret