Landstræner forhåndsudtager halvt hold til VM-linjeløb

De tre ryttere på billedet, Mattias Skjelmose (tv.), Mads Pedersen (i midten) og Magnus Cort (th.) skal alle køre VM for Danmark i slutningen af september. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Anders Lund har sat navne på fire af rytterne til VM. De to ryttere til enkeltstart er også udtaget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Halvdelen af det danske landshold til landevejs-VM sidst i september i Zürich er på plads.

Tirsdag har landstræner Anders Lund forhåndsudtaget fire af de otte ryttere, som Danmark må stille med i linjeløbet. Det bekræfter Danmarks Cykle Union (DCU) på Instagram.

Lidl-Trek-folkene Mads Pedersen og Mattias Skjelmose samt EF Educations Michael Valgren og Magnus Cort fra Uno-X er sikret en plads på holdet.

De fire øvrige pladser vil blive besat på et endnu ukendt tidspunkt i september.

Til gengæld ligger det fast, hvem der skal forsøge at sikre dansk succes på VM-enkeltstarten. De to ryttere udtog Lund også tirsdag.

Kasper Asgreen fra Soudal-Quick-Step og UAE's Mikkel Bjerg bliver de danske VM-kort i den disciplin. Begge kan også komme i spil til de fire pladser på holdet til linjeløbet.

Sikkert er det dog, at Jonas Vingegaard ikke kommer til VM. I hvert fald har hans hold, Visma, meddelt, at den dobbelte Tour de France-vinder ikke kører flere cykelløb i år.

VM-linjeløbet køres 29. september. Ruten er på 273,9 kilometer afsluttende med rundstrækning i og omkring målbyen Zürich. Det er her de fleste af de mange korte, stejle bakker venter rytterne på den kuperede rute med i alt næsten 4500 højdemeter.

Enkeltstarten køres 22. september over 46,1 kilometer.

/ritzau/