Landstræner vil se mere fra Nadim op til EM
Landstræner Andrée Jeglertz skal se mere fra Nadia Nadim i foråret, hvis hun skal spille sig i truppen til sommerens EM. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nadia Nadim er endnu ikke i form til at spille på landsholdet, siger landstræneren inden kampen mod Wales.
Det danske kvindelandshold i fodbold har så god en trup, at der i øjeblikket ikke er plads til Nadia Nadim.
Sådan lyder det fra landstræner Andrée Jeglertz op til Nations League-kampene mod Wales og Italien.
Den 37-årige angriber skiftede i marts fra italienske AC Milan til Hammarby IF i Sverige på en lejeaftale, efter at det kun var blevet til to optrædener for Milan siden januar.
Nadim siger i et interview med det svenske medie Aftonbladet, at hun ønsker at spille sig i form til at kunne komme med til sommeren EM-slutrunde i Schweiz.
- Det er virkelig godt for Nadia, at hun har fundet en klub, hvor hun forhåbentlig kan få fast spilletid. Det, at hun er ambitiøs om at ville komme med til EM, kan kun være en fordel for os.
- Hun har stor personlighed og mange års landsholdserfaring, men hun skal spille flere kampe, og det bliver spændende at følge hende henover foråret, siger Andrée Jeglertz.
Nadim må dog i første omgang følge med fra sofaen, når Danmark spiller mod Wales.
- Vi er nødt til at overveje, hvilke spillere vi har brug for, for at nå vores mål, men det er som sagt kun positivt for os at have en større pulje af kvalitetsspillere at vælge fra, lyder det fra Jeglertz.
Fredagens modstander fra Wales spillede i sidste runde uafgjort med Sverige, der i øjeblikket fører gruppen i Nations Leagues A-lag.
En turnering, Jeglertz tillægger stor betydning.
- Den giver os god chance for at prøve os selv af mod nogle stærke modstandere op til EM, hvor vi også er i pulje med Sverige. Det, at vi også spiller mod dem i Nations League, gør, at vi bedre kan forberede os på den opgave inden EM, lyder det fra Andrée Jeglertz.
Finalestævnet i Nations League skal spilles til efteråret, hvor de fire gruppevindere fra A-laget spiller semifinaler og finale.
En sejr vil sætte Danmark i en god position i puljen og samtidig gøre det meget svært for Wales at komme tilbage i kampen om avancement til semifinalen.
Der er kampstart i Wales klokken 20.15 fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned