Lars Bak oversprinter Lars Løkke ved show

Lars Bak blev den helt store topscorer ved dansk cykelsports uofficielle prisuddeling Danish Bike Awards, der fandt sted i Cirkusbygningen tirsdag aften.

Den 31-årige danske HTC-Highroad-rytter snuppede hele tre priser, blandt dem den vigtigste "årets landevejsrytter".

Han blev ligeledes kåret til "årets hjælperytter" og "årets profil".

Bak er en erfaren herre efter 10 sæsoner i professionel cykelsport, men han imponerer stadig. Og selvom han i 2011 ikke har vundet store solosejre, har sæsonen på andre måder været hans bedste til dato.

Specielt to store bedrifter står tilbage fra året, der gik.

Den første var Baks femteplads i Paris-Roubaix, hvor han var en af hovedkræfterne i det lange udbrud fra Arenberg-skoven til cykelbanen i Roubaix.

Senere leverede Lars Bak under Tour de France et slid for Mark Cavendish, der satte nye standarder for, hvad det vil sige at være hjælperytter. Desuden leverede han en fjerdeplads på 13. etape.

Enkeltstartskometen Rasmus Quaade blev kåret til "årets enkeltstart", og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen blev kåret til årets "motionist".

Danmarks Cykle Union afholder også et prisshow hvert år.

Disse ryttere blev kåret ved Danish Bike Awards:

Årets Landevejsrytter: Lars Bak

Årets Enkeltstart: Rasmus Quaade

Årets MTB rytter: Annika Langvad

Årets BMX rytter: Simone T. Christensen

Årets banerytter: Michael Mørkøv

Årets hjælperytter: Lars Bak

Årets motionist: Lars Løkke Rasmussen

Årets profil: Lars Bak

Årets talent: Mads Würtz Schmidt

Årets klub: Herning Cykle Klub

Årets sportsdirektør: Brian Holm

/ritzau/

Cykelrytteren Lars Bak vandt tre priser ved det uofficielle prisshow Danish Bike Awards i Cirkusbygningen.

Offentliggjort Sidst opdateret