Laudrup-tilhænger er ude af præsidentkampen i Barcelona
Jordi Majo havde udset sig Michael Laudrup som sportsdirektør, hvis han kom til at stå i spidsen for klubben
Michael Laudrups chance for at blive sportsdirektør i FC Barcelona er efter al sandsynlighed forduftet i denne omgang.
Lørdag blev antallet af kandidater til det forestående valg af ny præsident for den spanske storklub indsnævret til fem personer, men navnet Jordi Majo optræder ikke på listen. Og det vil muligvis ærgre Laudrup.
Majo havde i sin kampagne over for klubbens medlemmer lovet, at såfremt han blev valgt som præsident, ville Michael Laudrup blive udpeget som sportsdirektør.
Men den spanske avis Sport skriver lørdag, at Jordi Majo ikke fik stemmer nok til at komme i betragtning til den afgørende afstemning 18. juli.
Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, bekræftede for godt tre uger siden, at Laudrup havde underskrevet en aftale, der ville gøre ham til sportsdirektør i Barcelona, hvis Jordi Majo blev valgt til præsident.
- Han har skrevet under på en aftale, så han bliver sportsdirektør, hvis han (Jordi Majo, red.) vinder præsidentvalget. Han vil få ansvaret for alt det sportslige i Barcelona. Fra akademiet til førsteholdet, forklarede Tutumlu til tipsbladet.dk.
Michael Laudrup har et stort navn i Barcelona efter sine fem succesfulde sæsoner i klubben i begyndelsen af 90'erne, og derfor håbede Majo på at kunne kapre stemmer med Laudrup-aftalen.
Aftalen mellem Majo og Laudrup kom få dage, efter at danskeren valgte at stoppe som cheftræner for Lekhwiya SC i Qatar.
I Catalonien forventer man, at præsidentkampen primært bliver et slag mellem den nuværende præsident, Josep Maria Bartomeu, og en af hans forgængere Joan Laporta, som jagter et comeback.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned