Leipzig-træner er meget irriteret over topscorers skade
Timo Werner debuterede onsdag for Tyskland, men blev skadet i sejren over England. Foto: AP/Jan Woitas
AP/Jan Woitas
Ralph Hasenhüttl mener, det er en katastrofe, at RB Leipzig skal undvære topscorer Timo Werner i flere kampe.
Onsdag var en stor dag i RB Leipzigs historie.
Den tyske fodboldklub, der trods status af oprykker ligger nummer to i Bundesligaen, fik sin første A-landsholdsspiller, da Timo Werner var med i startopstillingen i Tysklands kamp mod England i Dortmund.
Angriberen blev imidlertid skadet i Tysklands 1-0-sejr, og det betyder ikke kun, at han ikke kan være med i VM-kvalifikationskampen på søndag ude mod Aserbajdsjan, Timo Werner går også glip af sin klubs næste kampe.
Det er RB Leipzigs cheftræner, Ralph Hasenhüttl, mildest talt ikke tilfreds med.
- Det er naturligvis en katastrofe, når man mister sådan en spiller på nuværende tidspunkt, siger træneren.
RB Leipzig lå for et stykke tid siden lige i haserne på førende Bayern München i ligaen. Men efter fire nederlag i de seneste syv kampe trues Leipzig bagfra af Dortmund og Hoffenheim.
Ralph Hasenhüttl forventer at han må undvære Timo Werner i de næste tre ligakampe. Den 21-årige angriber har scoret 14 ligamål i sæsonen.
Til gengæld er Yussuf Poulsen på vej tilbage efter en lårskade.
Danskeren træner i klubben, men deltager endnu ikke på lige fod med de øvrige spillere.
Ralph Hasenhüttl vil ikke forcere den danske angribers comeback, efter at Yussuf Poulsen har siddet ude i omkring halvanden måned.
- Vi bliver selvfølgelig nødt til at være forsigtige med Yussuf Poulsen. Man kan ikke gå ud fra, at han er på 100 procent, siger RB Leipzig-træneren.
Klubben spiller 1. april sin næste ligakamp hjemme mod Darmstadt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned