Nykøbing F. I de seneste uger har den hovedstødsstærke unge midterforsvarer Kristoffer Lenvig været på klubjagt i København.
Han flytter til hovedstaden og ønsker ikke at pendle til Falster for at spille fodbold.
Lenvig overvejede flere klubber, men ser nu ud til at have fundet sin klub. Eller rettere: den ser ud til at have fundet ham.
Backen Thomas Nistrup Hansen fra Glostrups 2. divisionshold ringede til Lenvig. Nistrup kommer oprindeligt fra Rykkerup på Lolland og er venner med Kristoffer Lenvigs storebror.
- Han fortalte, at den ene af deres midterforsvarere er flyttet, og at en af de andre er langtidsskadede, og spurgte, om jeg var interesseret, fortæller den 21-årige stopper.
Han var bestemt interesseret, og kort efter havde han en samtale med Glostrups nytiltrådte cheftræner, Frank Skytte. Det resulterede i, at Lenvig i denne uge er til prøvetræning i Glostrup.
Og det går godt.
- Jeg synes forholdene er gode. Det er en spændende klub, og det virker som om, træneren har et fokus på at udvikle spillere. Lige nu ser det rigtig positivt ud. Jeg regner med at skifte, siger Kristoffer Lenvig, der får ros i Glostrup:
- Træneren har sagt, at han synes, jeg er en spændende spiller, som han kan bruge.
Kristoffer Lenvig har på fornemmelsen, at han har gode chancer for at opnå i stamplads i Glostrup. Han ved imidlertid ikke, hvor længe han skal prøvetræne.
Soelberg vil i 1. div. til nytår
Hvis skiftet til Glostrup glipper, har han muligheden for at skifte til Vanløse. Lenvig var i kontakt med Vanløse, inden Glostrup kom på banen, men det har ikke gavnet oprykkernes sag, at de er røget i 2. division Vest.
Christian Soelbergs skifte til Glostrup er på plads. Han har lavet en aftale for de næste seks måneder.
- Jeg havde tilbud fra flere klubber, blandt andet Greve, AB 70 og Slagelse. Men Glostrup var et naturligt valg. Der har jeg spillet før, det passede med mit arbejde, og de gav mig et godt tilbud, begrunder Soelberg og siger om den korte aftale:
- Idet jeg fik ophævet min kontrakt med Alliancen, indgik vi en aftale om, at jeg ikke må spille 1. division det næste halve år. Det er meget normalt. Men jeg har ambitioner, og jeg vil gerne til en 1. divisionsklub efter nytår.
Soelberg har indtil videre ikke fået henvendelse fra klubber i 1. division.
Jørn Just Kristensen
jorn@folketidende.dk
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie