LIV Golf-chefer afviser at møde i Senatet om stridsægteskab
Yasir al-Rumayyan, som står i spidsen for Saudi-Arabiens Offentlige Investeringsfond (PIF), møder ikke op til en senatshøring i USA om ægteskabet mellem LIV Golf og PGA Tour. (Arkivfoto). Foto: Rob Carr/Ritzau Scanpix
Cheferne for LIV Golf møder ikke op i Senatet til høring om sammensmeltning med PGA Tour 11. juli.
Golfverdenen bliver kun repræsenteret af cheferne for PGA Tour, når Senatet i USA indbyder til høring om ægteskabet mellem PGA-touren og den nye saudiarabisk finansierede golftour LIV Golf.
Chefen for LIV Golf, Greg Norman, og Yasir al-Rumayyan, guvernør for den saudiarabiske Offentlige Investeringsfond (PIF), som er pengemændene bag turneringen, har nemlig afvist at møde op.
De to var ellers blevet bedt om at møde og afgive vidneudsagn, men det kommer altså ikke til at ske.
- Både guvernør al-Rumayyan og Hr. Norman ligger inde med værdifulde informationer om PIF's virke, LIV Golfs fremtid og Saudi-Arabiens planer om at investere i golf og andre sportsgrene, lyder det i en udtalelse fra Senatet.
Dermed bliver det kun Jimmy Dunne og Ron Price, der møder til høringen. De er henholdsvis bestyrelsesmedlem og vicedirektør for PGA Tour, som efter mere end et års strid med LIV Golf pludselig offentliggjorde en kontroversiel sammensmeltning med den udskældte golftour.
Høringen er blevet sat i værk, netop fordi flere amerikanske senatorer har udtryk bekymring for, om ægteskabet mellem de to golftours er i strid med reglerne for konkurrence.
LIV Golf har allerede lokket flere af golfverdenens allerstørste stjerner til med løfter om enorme mængder præmiepenge. Spillerne, der afhoppede fra PGA Touren, blev i første omgang udelukket, men med den nye aftale mellem de to golftours får de altså lov at komme tilbage.
Saudi-Arabiens enorme sportsinvestering har desuden medført kritik for "sportswashing". Begrebet dækker over, når lande bruger sportsinvesteringer til at forbedre deres omdømme.
Saudi-Arabien er for eksempel anklaget for brud på menneskerettighederne. Ud over golf har landet også investeret enorme mængder penge i fodbold.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned