Liverpool-direktør: Bidende Suarez har svigtet os alle
Liverpool-topscoreren Luis Suarez får kritik fra alle sider, efter han besluttede sig for at bide Branislav Ivanovic i armen under søndagens Premier League-opgør mod Chelsea.
Klubdirektør Ian Ayre langer hårdt ud efter sin målfarlige angriber, der i øvrigt sørgede for uafgjort på Anfield med en udligning til 2-2 et godt stykke inde i overtiden.
Men af uransagelige årsager kammede det helt over for den kontroversielle uruguayaner i en duel mod Ivanovic, som midtvejs i anden halvleg fik Suarez' tandsæt at føle.
- Hans opførsel sømmer sig ikke for nogen spiller, som bærer en Liverpool-trøje, og Luis er klar over, at han har svigtet sig selv og alle, der har noget med klubben at gøre, siger Ian Ayre til Liverpools hjemmeside.
- Vi vil håndtere sagen internt og afvente enhver handling fra FA (det engelske fodboldforbund, red.), tilføjer han.
Liverpools træner, Brendan Rodgers, er heller ikke synderligt begejstret for bid-episoden.
- Efter at have kigget videooptagelserne igennem og talt med Luis har jeg gjort ham opmærksom på, at hans opførsel er uacceptabel, siger Rodgers.
Hvis Premier League-topscoreren idømmes en karantæne for at bide en modspiller, så vil det ikke være første gang, at det sker.
I 2010 modtog han som Ajax Amsterdam-spiller syv spilledages karantæne, da han bed en modstander fra PSV Eindhoven under en kamp i Æresdivisionen.
Luis Suarez har udsendt en officiel undskyldning for søndagens overfald.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie