Liverpool og United deler i stormøde plaget af skader
Det blev skaderne og ikke målene, som stjal billedet, da Manchester United og Liverpool spillede 0-0.
Manchester United og Liverpool gav ikke publikum det helt store for pengene, da holdene spillede 0-0 på Old Trafford i en lidt tam affære.
Det sender Liverpool i spidsen af Premier League med ét point ned til Manchester City, som dog har en kamp til gode.
Manchester United risikerer at blive skubbet væk fra femtepladsen af Chelsea.
Det blev en kamp uden voldsomt mange chancer, og frygten for at tabe så ud til spolere lidt af lysten til for alvor at jagte mål.
Liverpool var bedst spillende, men de chancer, der trods alt blev skabt, var nogenlunde ligeligt fordelt.
Især Jesse Lingard burde have bragt United i front mod slutningen af første halvleg, da han kom alene igennem.
Han forsøgte at drible forbi Liverpool-keeper Allison Becker, men den brasilianske keeper kom flot ned og plukkede bolden fra Lingard.
Mens det sprudlende spil aldrig helt kom, så blev første halvleg præget af flere skader og tvungne udskiftninger.
Ole Gunnar Solskjær må have følt, at hans hjemmehold var slemt forfulgt af uheld. Han var nødt til at bruge alle sine tre udskiftninger allerede inden pausen.
Midtvejs gik Ander Herrera i stykker og blev erstattet af Andreas Pereira. Bare fire minutter senere var det så Juan Mata, der måtte forlade banen, og ind kom Jesse Lingard.
Men uheldene var ikke færdige med at hjemsøge Solskjærs tropper. Selv samme Lingard blev skadet få minutter før pausen, og så måtte han forlade banen efter mindre end 20 minutter med græs under fødderne.
Liverpool var ikke helt så hårdt ramt, men Roberto Firmino måtte også udgå med en skade efter en halv times spil.
Mulighederne for taktiske ændringer via udskiftninger var således henholdsvis væk og begrænset for de to trænere efter pausen.
Gæsterne satte sig lidt tungere på spillet mod det trætte United-hold, som anden halvleg skred frem, men hjemmeholdet var stadig mindst ligeså farligt omkring feltet.
Et kvarter før tid måtte Liverpools Joel Matip have hjælp af en offsidekendelse for at stoppe den jubel, som brød ud på Old Trafford, da han klodset sendte bolden i eget net ved en dødbold.
Kendelsen var korrekt, selv om offsiden ikke var stor.
Tættere på en scoring kom ingen af holdene, og derved endte det i en lidt skuffende nullert.
Mere succes havde Arsenals offensiv i hjemmekampen mod Southampton, som havde både Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard med i hele kampen.
Efter godt et kvarters spil havde Alexandre Lacazette og Henrikh Mkhitaryan sendt London-klubben i front, og de to mål blev kampens eneste.
Arsenal lægger med sejren afstand til Manchester United i kampen om fjerdepladsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned