Liverpool tror på mesterskab trods overhaling i Premier League
Liverpool spillede søndag 0-0 mod Everton og mistede dermed førstepladsen til Manchester City, der lørdag vandt 1-0 over Bournemouth. Foto: Phil Noble/Reuters
Phil Noble/Reuters
Manchester City har overtaget førstepladsen i Premier League fra Liverpool med ni spillerunder tilbage.
Liverpool har ingen intentioner om at opgive kampen om mesterskabet, på trods af at holdet søndag måtte overlade førstepladsen til Manchester City efter 29. spillerunde i Premier League.
Det skete, da Liverpool spillede 0-0 i lokalopgøret mod Everton, mens City lørdag vandt 1-0 over Bournemouth.
Dermed er rollerne byttet om i toppen af tabellen, og Liverpool er nu et point efter City.
Men tingene kan hurtigt ændre sig igen, mener Liverpool-manager Jürgen Klopp.
- Nogle gange, når du fører ligaen, siger folk, at den er hjemme, selv om der er 20 kampe tilbage af sæsonen. Og nu har de (City, red.) et point mere end os. Det er starten af marts, så hvem interesserer sig for det?
- Jeg tror 100 procent på vores chance. Jeg synes, at min tro på spillerne kamp for kamp bliver bedre, for de ser ud til at være klar, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han bakkes op af forsvarsspiller Andy Robertson, der lægger presset over på City.
- Vi vil kæmpe for hver en bold, indtil fløjten lyder for sidste gang i slutningen af sæsonen. Vi er dem, der jagter nu, så alt presset er på Manchester City, siger han ifølge Reuters.
Der er ni kampe tilbage af sæsonen for både Liverpool og City. De to hold skal ikke spille mod hinanden i sæsonen, da de allerede har mødtes to gange.
Første opgør endte uafgjort, mens City vandt med 2-1 i anden kamp.
Nærmeste forfølger i jagten på mesterskabet er Tottenham, der på tredjepladsen har 61 point. Det er ni færre end Liverpool.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie