Lyngby præsenterer millionoverskud

Det er ikke mange superligaklubber, der lykkes med at lave overskud på fodboldforretningen i disse år, men Lyngby er tilsyneladende en undtagelse.

I en pressemeddelelse skriver klubben, at man har opnået et overskud før finansielle poster på mere end 3,4 millioner kroner i regnskabsåret 2010/11.

Det er administrerende direktør Birgit Aaby naturligvis stolt af.

- Regnskabet viser, at der på alle fronter i regnskabsåret 10/11 er registreret markant fremgang.

- Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan fremlægge dette flotte overskud på over tre millioner kroner, som er et yderst tilfredsstillende resultat, siger hun.

Overskuddet er brugt til at købe de transferrettigheder tilbage, som klubben solgte tidligere for at skaffe penge til driften.

Dermed kan klubben beholde hele indtægten, hvis det skulle lykkes at sælge en eller flere af de nuværende spillere.

Om udsigterne for det kommende regnskabsår siger Birgit Aaby, at hun forventer at fortsætte den positive økonomiske udvikling:

- Også sportsligt har vi fokus på at videreudvikle vores strategi og fastholder vores ambitioner om på sigt at være en fast del af Superligaen, siger hun.

/ritzau/

Lyngby Boldklub har sorte tal på bundlinjen i det seneste regnskabsår. Godt tre millioner i overskud.

Offentliggjort Sidst opdateret