Mads Pedersen beholder førertrøje i Belgien efter enkeltstart

Mads Pedersen kan blive den første danske vinder af Belgien Rundt siden Leif Mortensen i 1973. Foto: Sylvain Thomas/Ritzau Scanpix

Mads Pedersen blev nummer to på en enkeltstart og forsvarede sin førertrøje i Belgien Rundt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mads Pedersen fyrede fredag en fin enkeltstart af og blev nummer to efter belgiske Yves Lampaert (Quick-Step).

Den danske Trek-rytter fører dermed også stadig Belgien Rundt samlet inden løbets sidste to etaper.

På den 11,8 kilometer lange enkeltstart var Lampaert syv sekunder hurtigere end Pedersen, men i den samlede stilling er danskeren ti sekunder foran belgieren efter tre etaper.

Lotto-Soudals Tim Wellens er på tredjepladsen 24 sekunder efter Pedersen.

Lasse Norman Hansen (Uno-X) kom i mål som hurtigste mand tidligere på dagen, men røg siden ned og sluttede som nummer fem, da alle var kommet over målstregen.

Det rykker dog ikke alverden for Hansen i den samlede stilling, hvor han ikke spiller nogen rolle.

Mads Pedersen, der vandt løbets 1. etape, skal lørdag forsøge at forsvare sin blå førertrøje på en kuperet rute, og søndag afsluttes Belgien Rundt med en flad etape.

Leif Mortensen blev i 1973 den første og hidtil eneste danske vinder af Belgien Rundt.

/ritzau/