Mads Pedersen slider sig til grøn trøje i amerikansk show
Mads Pedersen kastede sig ud på et vildt togt for at forsvare sin grønne trøje i Paris-Nice og lykkedes med sit forehavende. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Matteo Jorgenson vandt Paris-Nice, Magnus Sheffield tog etapesejr, og Mads Pedersen tog historisk pointtrøje.
Matteo Jorgenson satte klassementet på plads i Paris-Nice på søndagens afsluttende etape, der blev vundet af hans amerikanske landsmand Magnus Sheffield. En etape, som dog også fik tungt dansk præg.
Mads Pedersen rykkede alle jetoner ind på bordet i bestræbelserne på at blive den første dansker til at vinde pointtrøjen i Paris-Nice, og han lykkedes med det efter flere udbrud på etapen.
Danskeren havde tydeligvis besluttet sig for, at han ikke skulle tilbringe dagen i feltet. Han var villig til satse i forsøget på at forsvare den grønne pointtrøje, som Matteo Jorgenson i gult kunne snuppe med en etapesejr.
Selv da han blev hentet som den sidste fra et udbrud på den første af tre hårde stigninger, var danskeren ikke færdig med at angribe, selv om terrænet bestemt ikke var hans livret.
Han kørte igen og brugte masser af tid alene. På anden stigning, Cote de Peille, fik han følgeskab af Aleksandr Vlasov og Felix Gall.
Hans reelle mål var på toppen af den mindre Col d'Éze, hvor pointspurten lå. Kom han først over der, var den grønne trøje sikret.
Han blev udfordret i spurten af Magnus Sheffield, som var kommet op, og ti sekunder bagved var Matteo Jorgenson stukket af fra favoritfeltet og truede den danske plan.
Med en kraftanstrengelse lykkedes missionen. Han kom først over toppen, tog bonusspurten og fortsatte på nedkørslen sammen med Sheffield.
Fra bunden af knap fire kilometer lange Col des Quatre Chemins sagde Sheffield farvel til Pedersen, som også kort efter blev opslugt af Jorgenson, Vlasov og Gall.
Han havde dog opnået, hvad han skulle, og så kunne klassementfolkene få lov til at køre om både etapesejr og samlet sejr.
Sidstnævnte blev der aldrig spænding om. Matteo Jorgenson var stærkere end rivalerne til den gule trøje, og på etapen var det kun landsmanden Sheffield, som kunne holde Visma-rytteren fra livet.
Sheffield nåede målstregen 29 sekunder foran Jorgenson, der altså sørgede for Visma-sejr, selv om Jonas Vingegaard måtte udgå efter et styrt tidligere i løbet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned