Magnus Cort tager første danske Tour-sejr siden 2009
Danske Magnus Cort (Astana) sikrede sig karrierens største resultat på 15. etape af Tour de France. Foto: Stephane Mahe/Reuters
Stephane Mahe/Reuters
Magnus Cort oversprintede sine konkurrenter i udbruddet og sikrede sig sejren på Tourens 15. etape.
Astana-danskeren Magnus Cort kørte søndag først over stregen på 15. etape af Tour de France.
Det var den første danske etapesejr i det store løb siden 2009.
Det var samtidig Astanas anden etapesejr på stribe, efter at spanieren Omar Fraile lørdag triumferede på 14. etape.
Cort viste sig som stærkeste mand i en gruppe af udbrydere, og i spurten henviste han Jon Izagirre og Bauke Mollema til henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Bora-rytteren Rafal Majka kørte tidligere på etapen fra de øvrige eventyrlystne ryttere på stigningen Pic de Nore, men blev hentet af en gruppe med blandt andre Cort og holdkammeraten Michael Valgren.
I spurten var der ingen tvivl om Corts sejr. Valgren kørte i mål lidt efter som nummer fire.
Feltet med klassementfavoritterne var langt fra de forreste, da Cort tordnede over stregen.
Med Team Sky i spidsen gav det fripas til udbrydere på en dag, hvor der ellers ikke var den store angrebslyst.
Det gav Corts udbrydergruppe et stort forspring, og ved foden af Pic de Nore var feltet ti minutter efter frontgruppen.
Lidt efter kørte Majka fra sine medudbrydere og distancerede dem med lethed på sin vej mod toppen.
Med 15 kilometer igen var der dog kontakt til Majka, og med to ryttere i spil til sejren havde Astana gode kort på hånden.
Cort og Valgren gik med i alt, der rørte sig. Til sidst slap Cort afsted med Izagirre og Mollema, der slet ikke kunne matche den stærke bornholmer i spurten.
Feltet nåede i mål 13 minutter efter udbrydergruppen. På sidste stigning var UAE Emirates-rytteren Dan Martin kørt fra de øvrige favoritter, men han blev hentet igen på nedkørslen til mål.
Derfor blev der ikke rykket ved toppen af klassementet, hvor Sky-rytterne Geraint Thomas og Chris Froome ligger som nummer et og to, mens Sunwebs Tom Dumoulin er på tredjepladsen.
Jakob Fuglsang er på niendepladsen forud for hviledagen mandag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned