Magnussen om afdød løbsdirektør: Alle kørere vil savne ham
Britiske Charlie Whiting blev 66 år. Han døde pludseligt efter at have fået en blodprop i lungen tidligt torsdag morgen, tre dage før sæsonstarten ved Australian Grand Prix, der køres i Melbourne. Foto: Ronaldo Schemidt/Ritzau Scanpix
Ronaldo Schemidt/Ritzau Scanpix
Nu afdøde Charlie Whiting var en person, alle racerkørere kunne gå til med problemer, siger Kevin Magnussen.
Nyheden om den ikoniske løbsdirektør i Formel 1 Charlie Whitings død rammer alle i Formel 1-verden hårdt, men især racerkørerne var tæt knyttet til Whiting.
Det fortæller den danske racerkører Kevin Magnussen fra Haas' telt i Melbourne, Australien, tidligt torsdag morgen dansk tid.
- Charlie er sådan en, som alle kørerne er gået til, hvis de har haft problemer eller spørgsmål. Han lyttede til alle og var meget fair og professionel. Jeg føler, at han var en person, alle stolede på, siger Kevin Magnussen, få timer efter at Whitings død er blevet offentligt kendt.
Britiske Charlie Whiting blev 66 år. Han døde pludseligt efter at have fået en blodprop i lungen tidligt torsdag morgen, tre dage før sæsonstarten ved Australian Grand Prix, der køres i Melbourne.
Whiting fik jobbet som Formel 1's løbsdirektør tilbage i 1997, men han har været en del af motorsporten siden 1977, hvor han arbejdede for Hesketh.
Og netop hans store erfaring og viden om sporten er noget, nye som gamle racerkørere har trukket på, fortæller Kevin Magnussen.
- Jeg er tit gået til Charlie for at prøve at forstå, hvorfor jeg har fået en straf, hvad der har udløst den, og hvad jeg har kunnet gøre bedre til næste gang. Der har han altid været meget åben for også at høre mit synspunkt.
- Han var en meget behagelig og professionel fyr. Der er ingen tvivl om, at han vil blive savnet af alle os kørere, lyder det fra den danske racerstjerne.
Da Mercedes-verdensmester Lewis Hamilton og Renaults Daniel Ricciardo dukker op til et pressemøde i Melbourne, ændrer stemningen sig øjeblikkeligt fra munter til alvorlig, da den første journalist spørger ind til Whitings død.
Med våde øjne fortæller Ricciardo, der få sekunder før har siddet og grinet med Lewis Hamilton og Ferraris Sebastian Vettel, at Charlie Whiting har betydet meget for ham og for alle de tilstedeværende kørere.
- Jeg har lige tilbragt en hel dag med ham. Det er hårdt, siger han.
Heller ikke Kevin Magnussens manager, Günther Steiner, kan forstå, at han ikke skal se løbsdirektøren igen.
- Jeg har lige haft nogle gode, lange snakke med ham i Barcelona. Det er underligt. Den ene dag er han her, og den næste dag er han her ikke. Det går pludselig op for én, hvor hurtigt det hele kan være forbi.
- Det er en meget sørgelig dag. Jeg blev meget trist, da jeg hørte det for kort tid siden. Han var for ung til at dø, fortæller en tydeligt bevæget Haas-boss.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik