Manchester United smider igen point i målløs langgaber
Mange nærkampe og få målchancer var kampbilledet på Selhurst Park. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
United spillede uafgjort for fjerde gang i de seneste fem kampe, da det blev 0-0 mod Crystal Palace.
Manchester United slingrer videre i jagten på en topplacering i Premier League.
Onsdag aften måtte Ole Gunnar Solskjærs mænd nøjes med 0-0 på udebane mod Crystal Palace i en halvtrist forestilling, hvor man savnede fantasi hos begge hold.
United har nu spillet fire af de seneste fem kampe uafgjort og har forsømt muligheden for at skabe afstand til forfølgerne i kampen om Champions League-billetter.
Fraset en god periode i første halvdel af første halvleg havde holdet det også svært på Selhurst Park.
Crystal Palace-manager Roy Hodgson havde som vanligt organiseret sit hold stramt, og Uniteds kreative spillere havde næsten ingen plads at udfolde sig på.
Man skulle helt hen til kampens slutfase, før gæsterne blev rigtigt nærgående.
Først fik en fri Daniel James ikke ramt bolden ordentligt med sit hoved. Og otte minutter før tid sendte Mason Greenwood et kanonskud lige over det ene målhjørne.
Men målet kom aldrig, og til sidst var det ved at gå helt galt for favoritterne. I sidste minut blev Crystal Palaces Patrick van Aanholt spillet helt fri. Men Dean Henderson i United-målet kom godt ud og fik blokeret.
Efter nok en uafgjort kan United kun glæde sig over, at slingrekursen endnu ikke har betydet alverden i tabellen.
Holdet ligger stadig på andenpladsen, og rivalerne bagved har lige så svært ved at skrue en stribe stabile resultater sammen. Tidligere onsdag fik den øjeblikkelige nummer tre, Leicester, således kun 1-1 ude mod Burnley.
Den store vinder af 27. spillerunde ser igen ud til at blive Manchester City, der tirsdag slog Wolverhampton og har et forspring på 14 point til Manchester United.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned