Maribo-kajakroere i World Cup-finale

EM-bronzevinderen på 1000 meter kajak sidste år René Holten Poulsen var alt andet end tilfreds med sin præstation i lørdagens 1000 meter finale i årets andet World Cup-stævne i Duisburg. Maribo-roeren måtte nøjes med ottendepladsen.

- Jeg er dybt skuffet, og jeg ved ikke en gang, hvad der skete. Mit niveau er til top-tre, sagde René Poulsen efter finaleløbet.

René Poulsen var ellers stærkt roende i såvel indledende heat som i semifinalen, men i finalen klappede det ikke for ham.

René Poulsens klubkammerat Kasper Bleibach, der vandt sæsonens første World Cup-stævne på 500 meter enerkajak i Frankrig for fire uger siden, blev nummer fem.

- Jeg fik en god start, men kørte derefter med en for lav frekvens inden spurten, forklarede Kasper Bleibach efter finaleløbet.

Den kommende weekend deltager René Poulsen og Kasper Bleibach - samt andre kajakroere fra Maribo ved Bagsværd Regattaen. Den er sidste udtagelsesløb, inden landstræner Thor Nielsen udtager roerne, der skal til EM i Spanien i begyndelsen af juli.

- Jeg går stærkt ud fra, at jeg kommer til at ro 200 og 500 meter enerkajak, lød det fra Kasper Bleibach efter søndagens finaleløb.

Ligeledes må man forvente, at René Holten Poulsen er selvskreven til at blive udtaget til 1000 meter enerkajak.

Foto: Foto: Jan Knudsen

De to maribo-kajakroere Rene Holten Poulsen og Kasper Bleibach deltog i weekendens World Cup-stævne i Duisburg.

Offentliggjort Sidst opdateret