Marokkos målmandshelt: Det handler lidt om held
Yassine "Bono" Bounou reddede straffespark fra både Carlos Soler og Sergio Busquets på vej mod sejren over Spanien. Foto: Lee Smith/Reuters
Med to reddede straffespark var Yassine "Bono" Bounou manden bag Marokkos overraskende sejr over Spanien.
Achraf Hakimi scorede på det afgørende straffespark, men det var målmand Yassine "Bono" Bounou, der var helten efter Marokkos historiske sejr over Spanien ved VM tirsdag eftermiddag.
I straffekonkurrencen reddede Bono to spanske forsøg, mens et tredje ramte stolpen.
Målmanden, der til daglig er på kontrakt i Sevilla i den spanske liga, er dog beskeden efter kampen, der sendte Marokko i VM-kvartfinalen for første gang.
- Straffespark handler lidt om intuition og lidt om held. Vi vandt, og det er det vigtigste. Hatten af for hele holdet, der gjorde sit arbejde. Det er utroligt, siger Bono ifølge nyhedsbureauet AFP.
Afgørelsen fra 11-meterplettten blev det dramatiske højdepunkt i en kamp med få målchancer.
Marokkanernes stærke forsvar viste sig igen fra sin bedste side og har kun sluppet et enkelt mål - et selvmål - ind i fire VM-kampe.
- Det er ikke let at være fokuseret i 120 minutter mod et spansk hold, der er god til at holde på bolden, siger Bono, der erkender, at holdets bedrift skal have tid til at synke ind.
- Når man står i situationer som denne, er det sommetider svært at fatte det. Vi vil prøve at undgå støj omkring os, fokusere på os selv, vores opgave og på at restituere, siger målmanden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned