Messi efter første PSG-mål: Var begyndt at blive desperat
I 2-0-sejren tirsdag aften over Manchester City fik Lionel Messi sat sit første PSG-mål i nettet. Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
David Klein/Ritzau Scanpix
Lionel Messi fik hul på målbylden for PSG, da klubben tirsdag aften slog Manchester City 2-0.
I fjerde forsøg lykkedes det for Lionel Messi at komme på måltavlen for sin nye klub, Paris Saint-Germain.
I sejren over Manchester City i Champions League tirsdag aften scorede den argentinske stjerne til 2-0 med et kvarter igen.
- Det er rigtigt, at jeg var begyndt blive desperat for at score mit første mål, siger Messi til tv-stationen Canal Plus ifølge AFP.
- Jeg har ikke spillet så meget på det sidste, og jeg har kun spillet her på hjemmebane én gang, men jeg er ved at falde til på holdet lidt efter lidt.
Lionel Messi startede inde i opgøret efter at have siddet ude med en skade de seneste to kampe.
Her fandt han særligt ind i et godt samarbejde med Kylian Mbappé, der stod for 1-0-målet. Det var også Mbappé, der assisterede Messi ved argentinerens scoring, hvor Messi brugte franskmanden som bande, inden han sparkede bolden op i krogen fra distancen.
Men sejren var det vigtigste, Messi tog med fra kampen.
- Det vigtigste var at vinde kampen mod et godt hold, der er en af favoritterne, siger han.
Manchester Citys manager, Pep Guardiola, der tidligere trænede Messi i Barcelona, havde også kun rosende ord om sin gamle spiller efter kampen.
- Vi ved, at det er umuligt at kontrollere Leo (Lionel Messi, red.). Han havde ikke bolden meget, men han er ustoppelig, siger Guardiola til den britiske tv-station BT Sport ifølge AFP.
Med målet har Messi nu scoret i 17 Champions League-sæsoner i træk. I alt er det blevet til 121 mål i turneringen i 151 kampe.
Lionel Messi har vundet Champions League fire gange med FC Barcelona.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned