Micki Nielsen må vente på det store skridt op
Bokserens næste udfordring bliver en firemandsturnering i Sydafrika, hvor danskeren kan vinde 400.000 kr.
Efter sit forsvar af WBC International-titlen mod Mirko Larghetti i marts drømte bokseren Micki Nielsen højlydt om større kampe og om at tage flere skridt på vejen mod en VM-kamp.
Indtil videre må han dog væbne sig lidt med tålmodighed.
Næste udfordring for den 23-årige cruiservægter bliver på papiret overkommelig modstand i en firemandsturnering i Sydafrika.
I turneringen deltager også de to sydafrikanere Johnny Muller og Kevin Lerena samt den aldrende argentiner Roberto Bolonti.
Nielsen med de 21 sejre i lige så mange opgør skal bokse sin første kamp 11. juni, oplyser Micki Nielsens promotor, Sauerland, i en pressemeddelelse.
- Min sejr over Larghetti har givet noget selvtillid, og jeg tror på, at jeg kan vinde den her turnering. Jeg kan bevise, at man kan regne med mig i fremtiden som en af verdens bedste cruiservægtere, siger Micki Nielsen.
Nisse Sauerland kalder opgaven for den "hårdeste test hidtil". De øvrige deltagere er dog alle væsentligt lavere rangeret end danskeren.
Han pådrog sig et brud i mellemhånden i sejren over Mirko Larghetti, men genoptager sin normale træning i denne måned.
Turneringen begynder 24. april, hvor Johnny Muller (19 sejre, fem nederlag, to uafgjorte) og 23-årige Kevin Lerena (13 sejre, et nederlag) mødes i en revanchekamp i Johannesburg. Muller vandt det første opgør.
Vinderen af revanchekampen møder Roberto Bolonti 11. juni, mens taberen samme dag vil blive matchet mod Nielsen.
De to vindere vil derefter gå videre til den endelige kamp 22. oktober, hvor 100.000 dollar vil blive delt med 60 procent til vinderen.
Argentineren Roberto "El Bestia" Bolonti er 37 år gammel. Han har 37 sejre og fem nederlag bag sig, men har aldrig vundet en profkamp uden for Argentinas grænse. Bolonti tabte en VM-dyst mod Jürgen Brähmer i 2014.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned