Milan fyrer cheftræner og sætter tidligere spiller ind
Sinisa Mihajlovic er blevet fyret i Milan efter dårlige resultater. Christian Brocchi tager over sæsonen ud.
Den italienske fodboldklub AC Milan har tirsdag fyret cheftræner Sinisa Mihajlovic. Det meddeler klubben tirsdag ifølge Reuters.
I stedet skal den tidligere Milan-spiller Christian Brocchi, som i forvejen var træner i klubben, agere cheftræner i resten af sæsonen.
Fyringen kommer efter en række skuffende resultater, hvor det tidligere storhold ikke har vundet i de seneste fem kampe.
Det har sendt holdet ned på sjettepladsen i Serie A med en afstand på syv point op til femtepladsen, som er den sidste plads, der giver europæisk deltagelse i næste sæson.
Senest tabte holdet i weekenden 1-2 på hjemmebane til førerholdet Juventus.
Sinisa Mihajlovic blev hentet til Milan fra Sampdoria inden denne sæson, men efter en godkendt indledning på opholdet har han ikke formået at holde klubben inde i kampen om de europæiske pladser.
Christian Brocchi er selv vokset op i Milans ungdomssystem som spiller, inden karrieren tog ham vidt omkring i Italien. Han nåede at spille for både Milan, Verona, Inter og Fiorentina, inden han afsluttede karrieren i 2013 i Lazio.
Brocchi, der nåede en enkelt landskamp for Italien som spiller, har aldrig tidligere været cheftræner.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned