Millionlån fra DIF holder liv i dansk cykelsport
DIF har givet DCU et lån på tre millioner kroner for at afbøde eftervirkningerne af et stort underskud.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har ydet et millionlån for at holde dansk cykelsport kørende.
Det bekræfter DIF-formand Niels Nygaard og formand i Danmarks Cykle Union (DCU) Niels Sørensen over for DR Sporten.
Årsagen er et underskud på på 4,65 millioner kroner fra 2014. DIF-lånet på omkring tre millioner kroner sikrer, at cykelunionen ikke er tvunget til at drosle ned for en lang række aktiviteter.
- Jeg mener ikke, at vi ville have været gået konkurs. Vi havde blot skullet lave nogle tiltag for at have likviditet nok, hvis ikke vi havde fået en aftale med DIF, siger Niels Sørensen til dr.dk.
- Underskuddet hæmmer sådan, at man fremadrettet ikke kan tage så store risici, og det gør selvfølgelig, at vi må lave budgetter, så vi sikrer overskud i Danmarks Cykle Union de kommende år, og det kan vi også sagtens, forklarer Niels Sørensen.
Det hører til sjældenhederne, at DIF yder lån til et af sine forbund. Det sker indimellem, når et forbund har overskredet sit budget - typisk i forbindelse med afholdelsen af et mesterskab.
DCU's underskud skyldes, at den tidligere direktør David Gullberg ifølge formand Niels Sørensen foretog investeringer udenom bestyrelsen.
Lånet vil blive betalt tilbage i rater, men DIF blander sig ikke i den daglige økonomiske styring.
- Det er en aftale om, at vi løbende følger med i budgetopfølgningen, og at DCU har lavet et budget, hvor man over en årrække har luft til at sikre, at lånet bliver tilbagebetalt, siger Niels Nygaard til dr.dk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned