Miniput presser Barcelona ud i forlænget pokaldyst
FC Barcelona vandt 4-3 ude over upåagtede CF Intercity efter forlænget spilletid i Copa del Rey.
FC Barcelona er klar til ottendedelsfinalen i den spanske pokalturnering, men storklubben var i uventet fare for en gedigen fiasko.
Der skulle nemlig forlænget spilletid til, før Barcelona sikrede sig sejren over upåagtede CF Intercity, der ligger under stregen i Spaniens tredjebedste række.
Ansu Fati blev helten med målet til 4-3 i det 104. minut.
Det var Barcelonas fjerde føring i kampen. De tre foregående føringer formåede den lille klub fra Alicante at svare tilbage på - og alle tre udligninger stod 21-årige Oriol Soldevila for.
Selv om midtbanespilleren spillede sit livs kamp og lavede hattrick, måtte han sande, at det ikke rakte til en sejr. Soldevila har en fortid som ungdomsspiller i Barcelona og mødte flere af sine tidligere holdkammerater.
Barcelona stillede op med en lang række af sine store profiler, og startopstillingen gav derfor ikke anledning til at tro, at der ville blive så meget spænding om udfaldet, som der viste sig at være.
Danske Andreas Christensen fulgte hele pokalkampen fra sin plads på bænken.
En række andre La Liga-klubber var også i aktion mod lavere rangerende modstandere onsdag.
Det gik fint for Sevilla, Real Mallorca, Real Sociedad og Atlético Madrid, der alle vandt. Til gengæld tabte Real Valladolid til Alaves fra den næstbedste række.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned