Modric bliver matchvinder mod Frankrig i Nations League
Kroaten Luka Modric (i midten) kunne juble efter scoringen til 1-0 mod Frankrig i Nations League. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
På et mål af Luka Modric vandt Kroatien overraskende 1-0 på udebane over Frankrig i Nations League.
Kroatien fulgte op på fredagens sejr i Parken over Danmark ved også at slå Frankrig på udebane i Nations League.
Dermed ligner Kroatien den største trussel for Danmark i forhold til førstepladsen i gruppen og muligheden for at avancere i turneringen.
De franske verdensmestre får efter nederlaget nok at gøre med at redde sig en tur mere på Nations Leagues højeste niveau.
Danmark, som mandag vandt 2-0 hjemme over Østrig, fører gruppen med ni point efter fire kampe, Kroatien har to point færre på andenpladsen.
Østrig er treer med fire point, mens Frankrig skuffende er på sidstepladsen med blot to point.
Allerede efter fem minutter kom Kroatien foran 1-0 på Stade de France i Paris.
Der blev begået et straffespark, og kroaternes midtbanestjerne Luka Modric udnyttede muligheden for at bringe udeholdet foran.
Frankrig forsøgte i stort set resten af kampen at fremtvinge en udligning, men den kom aldrig.
Skarpheden manglede hos de franske angribere Karim Benzema og Kylian Mbappe.
Kroatien spillede i perioder klogt og kunne holde på bolden, så franskmændene blev mere og mere frustrerede.
Kendetegnende for kampen brændte Benzema en stor chance i tillægstiden.
Nederlaget betyder, at Frankrig fortsat ikke har vundet i Nations League. De to sidste gruppekampe spilles i september.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned