Mørkøv vil sikre talentstrømmen ved at være tæt på de danske hold

Michael Mørkøv afslutter til nytår sin aktive karriere efter 16 år på World Touren for i stedet at blive dansk landstræner for landevejsrytterne. Han deltog ved sommerens OL i Paris både som landevejs- og banerytter for Danmark. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Allerede som helt unge skal danske cykeltalenter mærke, at landstræneren deltager i deres udvikling. Derfor vil Michael Mørkøv tætne båndet til de danske hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods Danmarks ringe størrelse er det de senere år lykkedes at skabe adskillige cykelryttere på topniveau og tilkæmpe sig en status som en af de førende cykelnationer i verden.

Men i et lille land er talentmassen begrænset, så der er ikke plads til at tabe talenter undervejs, hvis positionen i verdenstoppen skal bevares.

Det kræver, at selv de helt unge ryttere får den støtte og vejledning, der er brug for, siger den kommende landevejslandstræner Michael Mørkøv. Af samme årsag vil han rykke endnu tættere på de unge talenter og de mindre danske hold, hvor den tidlige fase af talentudviklingen sker.

- Jeg vil gerne have et godt og tæt samarbejde op at stå med de danske kontinentalhold og alle de ryttere, der gerne vil cykelsporten, og som er på vej fremad, siger Mørkøv, der tiltræder jobbet til nytår.

- Vi har rigtigt mange gode ryttere, men vi har heller ikke råd til at miste nogen. Så alle dem, der har ambitionerne, skal have lov til at leve de ambitioner ud. Jeg håber at kunne være med og støtte dem, så de alle får mulighed for at få det maksimale ud af deres talent.

Den udmelding glæder Christian Moberg, der ud over jobbet som cykelekspert hos TV 2 også er sportslig leder på det danske kontinentalhold ColoQuick.

Ifølge ham har holdet også haft et rigtig godt samarbejde med afgående landstræner Anders Lund, men at Mørkøv vil træde yderligere på speederen i samarbejdet med de danske hold og klubberne vækker glæde.

- Det har enorm værdi. Vi er her jo af samme årsag - nemlig at skabe nye og flere danske talenter. Så at vores arbejde går i den samme retning giver kun mening, lyder det fra Moberg.

Det er ikke, fordi Danmarks Cykle Union (DCU) poster penge i de danske kontinentalhold. De er 100 procent selvfinansierende. Men den deling af viden, som en landstræner kan komme med, har stor værdi.

Endnu mere værdi har det for de enkelte ryttere at mærke, at en landstræner interesserer sig for dem og deres udvikling ifølge Christian Moberg.

- Det har en kæmpebetydning for os i forhold til at udvikle danske cykelryttere, at landstræneren giver sig tid til at sætte sig ind i holdene og snakke med os sportsdirektører, siger han.

- Men især det tætte bånd mellem ham og de unge ryttere har stor værdi, når de skal præstere på allerhøjeste niveau og ved, hvad det er, man ønsker af dem, fordi der er en god og tæt relation.

Og det er netop de tætte relationer til hold såvel som til ryttere, Mørkøv vil dyrke. I flere år har han været blandt de mest erfarne i cykelfeltet, og han har længe mærket, at han brændte for at arbejde med unge ryttere.

- Jeg har altid været utrolig stolt og glad, når jeg har kunnet få lov til at give noget videre. Og jeg har faktisk i mange år tænkt over, hvordan jeg kunne lande i et job, hvor jeg netop kunne præge de unge, danske cykeltalenter, fortæller 39-årige Mørkøv.

Det får han med landstrænerjobbet, hvor han træder direkte fra sin egen plads som toprytter ind i en rolle, hvor han i det daglige skal arbejde meget med U23-ryttere og juniorer.

Netop hans skift direkte fra aktiv i verdenstoppen til landstrænerjobbet er et stort plus, mener Christian Moberg.

Han ser ingen problemer i, at Mørkøv ikke kommer med stor trænererfaring, fordi hans taktiske forstand og dugfriske kendskab til elitecykling er vigtigere elementer.

- Der findes ikke mange med så konkret og nutidig viden om cykling på topniveau som Michael. At han kommer direkte fra øverste hylde gør, at han kan være en kæmpe faktor for de unge ryttere, siger Christian Moberg.

/ritzau/

Dansk holdtrio former fremtidens stjerner

I 2024-sæsonen har Danmark tre kontinentalhold, som er tredje niveau i kategoriseringen under Den Internationale Cykelunion (UCI). World Tour-holdene er øverste niveau, mens proholdene er næsthøjeste niveau.

De tre danske kontinentalhold er:

* Team ColoQuick.

* BHS - PL Beton Bornholm.

* Airtox - Carl Ras.

Kilde: Procyclingstats.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu