Morten Olsen indstiller sin håndboldkarriere efter sæsonen
Morten Olsen har de seneste år tørnet ud for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Når håndboldsæsonen er slut, er det også slut med karrieren for Bjerringbro-Silkeborgs Morten Olsen.
Allerede for et par år siden annoncerede Morten Olsen sit karrierestop, men endte med at blive på håndboldbanen. Nu skulle den dog være god nok.
Den tidligere landsholdsspiller, som tørner ud for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, stiller efter denne sæson håndboldskoene på hylden.
Det bekræfter den 40-årige playmaker over for TV 2 Sport, efter at han på Instagram har indikeret, at karrieren inden længe er slut.
- Det er vist ved at være på tide. En lang karriere, der på bagkant føles som utrolig kort tid, men som har givet mig minder for livet.
- Håndbold har bragt mig store oplevelser, og jeg er stolt af de titler, jeg har været med til at vinde, både nationalt og internationalt, skriver han på Instagram.
I 2022 havde Morten Olsen egentlig besluttet sig for at droppe karrieren til fordel for et trænerjob i TMS Ringsted. Men den plan blev ændret.
Den rutinerede playmaker spillede nemlig et brag af en 2022/23-sæson, og i hans daværende klub, GOG, var man meget interesseret i at få ham til at blive ved.
Det lykkedes at overtale veteranen, som i GOG fik sin gode ven Ian Marko Fog som træner. GOG fik dog ikke fornøjelsen af hverken Ian Marko Fog eller Morten Olsen specielt længe.
Ian Marko Fog blev fyret kort inde i sæsonen, og Morten Olsen smuttede til Bjerringbro-Silkeborg i december 2023. Der har han været siden, men til sommer udløber hans kontrakt, og dermed stopper han karrieren.
Morten Olsen har gennem karrieren spillet bunker af kampe i den danske liga, men ifølge ham selv var han bedst, da han spillede i tyske Hannover-Burgdorf, som får en særlig tak i opslaget på Instagram.
En særlig tak til Hannover - klubben og byen, hvor jeg havde mine bedste år på banen og stiftede familie. Tak til mine holdkammerater, trænere og fans, der har været en del af rejsen. Det har været en fantastisk tid, skriver han.
Morten Olsen har også i flere perioder været fast inventar på landsholdet og kan blandt andet prale af to VM-guldmedaljer og en OL-guldmedalje.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned