Morten Olsen: Vi skal ramme en god dag og vinde
Danmark skal helst hente en sejr ude mod Portugal for at bevare håbet om en direkte billet til næste års EM.
Landstræner Morten Olsen var flankeret af anfører Daniel Agger og backen Lars Jacobsen på onsdagens pressemøde på Estadio Municipal i portugisiske Braga.
Samme sted skal det danske fodboldlandshold torsdag aften forsøge at skaffe en sejr ude mod Portugal og Cristiano Ronaldo i EM-kvalifikationen.
- Vi skal højst sandsynligt vinde vores kamp mod Portugal. Det er realiteterne, siger Morten Olsen med henvisning til at skaffe en direkte EM-billet som nummer et eller to i gruppen.
- Vi skal ramme en rigtig god dag, og det kan vi også. Vi har Christian Eriksen tilbage, og Michael Krohn-Dehli er ankommet i en bedre udgave end sidste gang, forklarer han.
Det gælder i høj grad om at få scoret nogle flere mål, erkender Olsen. Danmark har indtil nu scoret otte mål i syv kampe, og det er lige så mange som Portugal.
Albanien er noteret for syv mål i seks kampe - heraf er skrivebordssejren på 3-0 over Serbien inkluderet.
I de seneste to EM-kvalifikationskampe mod hjemme mod Albanien og ude mod Armenien har Danmark spillet 0-0, og de uafgjorte resultater har skabt problemer for holdet.
- Vi skulle have lavet flere mål indtil nu. Statistikker er populært. Dem, der har været mest produktive, er de to hold, som møder hinanden torsdag.
- Albanien har fået tre point og tre mål foræret, men det er en anden sag, påpeger Olsen.
- Jeg ærgrer mig stadig over den dom. Hvis jeg ikke havde den passion, så ville der være noget galt.
- Jeg har prøvet det to gange i mit fodboldliv, og det er to gange for meget, forklarer Olsen med henvisning til en landskamp mod Sverige i 2007, der også endte med et nederlag på skrivebordet.
Olsen er fortsat stærkt utilfreds med, at Albanien blev tildelt de tre point i den såkaldte dronekamp mod Serbien.
- Vi vil bruge den dom. Det skal ikke være den, som gør, at vi ikke kommer til en slutrunde. Og vi har stadig muligheden, lyder det fra landstræneren.
Danmarks kamp mod Portugal fløjtes i gang torsdag klokken 20.45.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned