Nakskov-søstre forenes i storsatsende dansk klub

Emma Navne (til højre) bliver efter sommerferien klubkammerat med sin lillesøster Liv Navne (i midten) o HØJ Elite. Arkivfoto: Ingrid Riis

Emma Navne forlader København Håndbold til fordel for HØJ Elite, som meget vel kan spille liga i næste sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

De mener det alvorligt i håndboldklubben HØJ Elite.

Det suveræne tophold i landets næstbedste række har sørget for, at klubben efter en potentiel oprykning til foråret er bedre rustet til livet på første klasse.

Klubben har således sikret sig en aftale med København Håndbolds playmaker Emma Navne, som har været en profil hos hovedstadsklubben i denne sæson.

Det skriver HØJ Elite på sin hjemmeside.

- Jeg har valgt at skifte til HØJ Elite, fordi klubben har en klar retning, store ambitioner og et stærkt fundament at bygge videre på. Det er en klub, der ikke sætter begrænsninger for sig selv, men i stedet tør drømme stort - og det tiltaler mig virkelig meget, siger Emma Navne.

Forenes med lillesøster

Hos HØJ Elite bliver Emma Navne forenet med sin lillesøster, Liv Navne, som allerede er en stor profil for klubben fra Ølstykke.

Navne-søstrene stammer fra Nakskov og har begge tidligere spillet ligahåndbold i NFH. Emma Navne var med i truppen, da NFH blev danske mestre i 2017, mens Liv Navne var med, da NFH i forrige sæson vandt sølv i European League.

Lige nu har HØJ Elite seks point ned til andenpladsen i 1. division, og meget skal altså gå galt, hvis ikke Sjælland får et hold mere i ligaen på den anden side af sommerferien.

Faktisk buldrer HØJ Elite derudad på både kvinde- og herresiden og sikrer sig i øjeblikket omtale med nogle bemærkelsesværdige tilgange på spillersiden.

Gang i rygtebørsen

Hos kvinderne skrev man for nylig kontrakt med den tidligere landsholdsprofil Mia Rej, der er tilbage efter korsbåndsskader og graviditet.

Og hos herrerne, som også er på førstepladsen i 1. division, hentede man i sommer Hans Lindberg hjem fra Tyskland, ligesom man på rygtebørsen kædes sammen med svenske Hampus Wanne, der gennem flere år har været en af de bedste venstrefløje i verden.

Herrerne fører lige nu 1. division med et enkelt point ned til Aarhus Håndbold på andenpladsen.