En dramatisk optakt med hotelbrand og et væbnet biltyveri var det helt rette for Napoli, som bragte sig ind i spillet om avancement fra gruppespillet i Champions League ved at besejre Manchester City 2-1 hjemme.
Resultatet betyder, at Napoli overhaler Manchester City i tabellen, hvor italienerne nu indtager andenpladsen med otte point - et mere end briterne.
Bayern München fasttømrede kvalifikationen fra gruppe A, hvor tyskerne har 13 point, men for City og Napoli bliver den sidste spillerunde en gyser.
Italienerne skal til Villarreal, som intet har at spille for, mens Manchester City er under pres, når de hjemme tager imod suveræne Bayern München.
Edinson Cavani fra Uruguay scorede for Napoli efter 17 minutter. Serie A-holdet måtte dog se sig passeret et kvarter senere af italieneren Mario Balotelli, som udlignede til 1-1.
Kort inde i anden halvleg var den 24-årige uruguayer på pletten igen, og så var Napoli foran 2-1, en stilling som holdt til slutfløjt.
Napoli havde en dramatisk optakt til kampen. Klokken 14 tirsdag opstod en brand på spillernes hotel i byen Castel Volturno, lige uden for Napoli.
Samtidig forlød det fra det italienske nyhedsbureau, at midtbanespilleren Marek Hamsiks kone var blevet tvunget ud af sin bil af bevæbnede mænd, der efterfølgende kørte væk i bilen. Ingen personer kom dog til skade ved de to episoder.
Bayern München vandt 3-1 hjemme over Villarreal.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned