NFC's tidligere anfører: - Fantastisk at spille igen

Kasper Jensen (3) stiger op i duel med Middelfart-keeper Casper Radza i søndagens kamp, som Nykøbing FC tabte 3-1. Foto: Ingrid Riis

Kasper Jensen har siddet udenfor i et år, men har nu arbejdet sig tilbage efter et bøvlet skadesforløb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldåret 2024 var lige til skraldespanden for Nykøbing FC's nu tidligere anfører Kasper Jensen.

Faktisk startede problemerne for ham fodboldmæssigt allerede i slutningen af 2023, da han mærkede noget ømhed i sin ene fod, som han ikke kunne få til at forsvinde.

Alligevel trænede han op og var klar til forårspremieren i fjor mod HIK, men med ti minutter tilbage af kampen fik han så store smerter i foden, at han måtte udgå. Og først et år og seks dage senere var den 30-årige forsvarsspiller klar til at spille igen.

Han blev sendt på banen ti minutter før tid i udekampen forrige lørdag mod Ishøj i den noget uvante position som angriber, da Nykøbing FC skulle jagte udligningen, der dog aldrig kom, og i søndagens 1-3-nederlag til Middelfart, kom han på banen et kvarter før tid, på den noget mere vante position i midterforsvaret.

- Det fantastisk at være tilbage for mig personligt. Holdmæssigt har det ikke været så godt, men for mig er det en stor glæde at være tilbage, og være så langt i mit skadesforløb at jeg nu kan spille igen, siger Kasper Jensen, der igennem det seneste år, har været ramt af det ene uheld efter det andet, i det der viste sig at være en brækket knogle i foden.

Noget rod

- Det har været et langt og rodet forløb. Først med en operation, hvor jeg blev opereret for noget, som jeg måske ikke skulle have været opereret for, og så med en støvle, der heller ikke førte til noget, og nu til sidst med en operation, der fungerede rigtig godt, så nu kigger jeg fremad. Foden har det rigtig godt. I de sidste par uger er det gået stærkt fremad, og jeg mærker næsten ikke noget nu. Det er klart at jeg skal passe på den, og den bliver aldrig helt som før, men Wagner (assisterende træner Joachim Wagner, red.) joker med, at jeg har aldrig har slået så lange præcise indlæg, som efter at jeg har fået sat en skrue i, griner Kasper Jensen, der ser optimistisk på det forår, der lige er gået i gang til trods for to nederlag i træk og et gab på 10 point op til redningen i 2. division.

- Det er lang tid siden, at det har set så godt ud til træning. Vi har en stor trup med mange dygtige spillere. Konkurrencesituation både blandt startpladserne og på bænken er stor, og det er kun sundt, siger Kasper Jensen, der kan mærke at Mikkel Thygesen er kommet til på trænerposten med nogle lidt andre idéer end dem forgængeren Claus Jensen havde.

Mere pågående

- Han har sat sit præg og er kommet med en lidt anden spillestil, der er lidt mere pågående, end vi har været vant til, og han har uden tvivl også bragt noget ny energi ind i holdet, konstaterer Kasper Jensen, der sammenligner den nuværende periode med den han var en del af for ti år siden, da han som ung spiller kom til klubben fra Hvidovre.

- Dengang kunne man mærke at det summede af noget nyt, og det er den samme følelse jeg har nu, selvom jeg er blevet en af de ældre på  holdet, lyder det fra Kasper Jensen, der har kontraktudløb til sommer, men han ser ikke nogen grund til at stoppe, som bentøjet har det lige nu.

- Jeg håber da på at få forlænget min kontrakt. Men det skal der jo to til at bestemme. Jeg har det godt og synes jeg er et godt sted. Alder er jo bare et tal, smiler Kasper Jensen, der ved at spilletiden afgør, om Nykøbing FC fortsat kigger hans vej.

- Jeg håber da på at få forlænget min kontrakt. Men det skal der jo to til at bestemme. Jeg har det godt og synes jeg er et godt sted. Alder er jo bare et tal

NFC-spiller Kasper Jensen

Puslespilsbrikker

- Det er klart, at man kan ikke snakke sig til en ny kontrakt, men jeg skal nok give alt, når jeg får chancen, siger Kasper Jensen, der har uddannet sig til fysioterapeut, hvor han har sit eget lille selvstændige firma og desuden har han lige gennemført en bachelor i medicin og næste skridt i uddannelsesforløbet er at tage en kandidat i medicin.

- Så der er selvfølgelig nogle puslespilsbrikker, der skal falde på plads både i forhold til uddannelse og fodbold, men uanset hvad, så kommer jeg ikke til at kede mig.

Næste gang Kasper Jensen og Nykøbing FC skal i kamp er i morgen på hjemmebane mod Næstved.