NFH FORLÆNGER MED LANDSHOLDSBOBLER

Alberte Kielstrup Madsen spiller også i den gule NFH-trøje i de kommende to sæsoner. Foto: Ingrid Riis

Alberte Kielstrup Madsen har underskrevet en ny toårig aftale med klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: NFH har sikret sig en kontraktforlængelse med højrebacken Alberte Kielstrup Madsen.

Parterne er netop blevet enige om en forlængelse af den aftale, der ellers stod til udløb efter denne sæson.

Under denne uges træningslejr på Club La Santa er de sidste detaljer faldet på plads i aftalen, og Alberte Kielstrup Madsen har sat sit navnetræk på kontrakten.

En underskrift, hun på intet tidspunkt har været i tvivl om.

- Min udvikling er kun gået den rigtige vej, siden jeg kom til NFH. Jeg føler mig godt tilpas og kan rigtig godt lide den kultur, der er i klubben, så det er det helt rigtige for mig, understreger Alberte Kielstrup Madsen, der, ifølge hende selv, også nyder stor tillid hos træner Jakob Larsen.

- Han har troet på mig fra start, og efter den første sæson, hvor jeg lige skulle finde mig til rette, har han virkelig givet mig en stor rolle. Det gør mig helt rolig i forhold til at fortsætte i Nykøbing, siger Alberte Kielstrup Madsen.

Den 22-årige højreback fik i sidste uge belønningen for en fremragende åbning på sæsonen, da landstræner Jesper Jensen udtog hende som reserve til den igangværende EM-slutrunde.

Hun skal således holde sig klar, hvis Jesper Jensen skønner, der bliver brug for hende under slutrunden.

- Det tager jeg som et kæmpe skulderklap, at andre også har lagt mærke til mit spil. Det er nok ikke lige nu, jeg kommer med på landsholdet, men jeg er klar, hvis der skulle blive brug for mig. Jeg siger ikke nej, griner NFH-backen, der tidligere har været inde omkring flere danske ungdomslandshold og været til en enkelt EM-slutrunde som U/17-spiller.

Alberte Kielstrup Madsen kom til NFH fra fynske DHG Odense før forrige sæson og har især i denne sæson udviklet sig med hastige skridt, og hun er for tiden den næstmest scorende NFH-spiller i denne sæson. Kun overgået af fløjspiller Elma Halilcevic.

- Det er rigtig dejligt, at vi har sikret Alberte i de næste to sæsoner også. Hun har udviklet sig rigtig flot og er også helt fortjent blevet belønnet med udtagelsen til bruttolandsholdet, lyder det fra hendes træner, Jakob Larsen, der fortsætter:

- Venstrehåndede højrebacks, der kan spille begge veje, hænger bestemt ikke på træerne. Der er rift om dem, så jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at holde på Alberte, siger Jakob Larsen i telefonen fra Club La Santa på Lanzarote, hvor NFH i denne uge er på træningslejr.