NFH skifter ud i toppen

Kenneth Berlin må kvitte jobbet som formand for NFH's professionelle selskab Guldborgsund Håndbold Aps på grund af stort arbejdspres i sin civile karriere. Foto: Peter Larsen

Stort arbejdspres får Kennet Berlin til at trække sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Blot ni måneder nåede Kennet Berlin at sidde i formandsstolen for Guldborgsund Håndbold Aps, der driver NFH's Ligahold, før han nu må trække sig igen.

Arbejdspresset i hans civile job som salgs- og driftsdirektør i supermarkedskæden Meny Danmark er ikke foreneligt med jobbet som frivillig og ulønnet formand for et professionelt håndboldhold.

- Jeg har svært ved at få det til at hænge sammen og må erkende, at der ikke er timer nok i døgnet til begge dele. Derudover er jeg nærmest umulig at få fat på i dagtimerne, da jeg sidder i møder det meste af dagen, lyder det fra den nu afgående formand, der trådte til, da den tidligere formand Henrik Hansen døde i oktober sidste år.

- Det kom jo lidt pludseligt, og så sagde jeg ja for at hjælpe i den kedelige situation, det jo var, lyder det fra Kennet Berlin, der inden da havde siddet i bestyrelsen af flere omgange og også sad der som menigt medlem, da formandsposten pludselig blev ledig.

Kennet Berlin er med i ejerkredsen omkring klubben, og det vil han blive ved med.

- Jeg arbejder fortsat i kulissen og bidrager med det, jeg kan, siger Kennet Berlin, der har stået i spidsen for klubben i en vanskelig periode, hvor en coronakrise har presset klubben til det yderste.

- Men vi har mødt fantastisk opbakning hele vejen rundt hos vores samarbejdspartnere. Dog undgår vi nok ikke en lille økonomisk lussing, men det får alle i den her branche, forudser den nu afgående formand, der giver stafetten videre til den hidtige administrerende direktør og mangeårige frivillig i NFH, Ib. V. Pedersen, der sætter sig i formandsstolen.

Han har været medlem af bestyrelsen lige siden selskabet blev stiftet tilbage i 2007 og kender således hver en krog af organisationen.

- Min opgave bliver at repræsentere klubben udadtil og samtidig stå i spidsen for den fornyelse i bestyrelsen, som vi også ønsker. Det gælder om, at vi ruster os til fremtiden og får nogle måske nye og lidt yngre kræfter ind i bestyrelsen, der kan se tingene med nye friske øjne, siger den nye formand, der allerede for et par måneder siden bød velkommen til Kristian Hansen, der er søn af afdøde Henrik Hansen, som nyt bestyrelsesmedlem.

- Han har allerede sat et positivt aftryk, men vi skulle gerne have en mere ind, og det arbejder vi på, siger Ib V. Pedersen.

De øvrige bestyrelsmedlemmer er Per Knudsen, der vil stå for den daglige drift, Martin Koch, Søren Jakobsen og Lasse Kok.