NFH-træner vil i Folketinget: - Trump fik mig til det
NFH's cheftræner Jakob Larsen er sprunget ud som politiker. Han stiller op til næste folketingsvalg for Det Radikale Venstre på Fyn. Arkivfoto: Ingrid Riis
.
NFH's cheftræner Jakob Larsen er klar til at skifte trænersædet ud med en folketingstaburet efter næste valg, hvis vælgerne vil have ham.
Folk, der kender NFH's cheftræner Jakob Larsen, vil vide, at han ikke kun interesserer sig for håndbold, men generelt er interesseret i, hvad der rører sig rundt om i verden.
Alligevel var det måske de færreste, der havde set det komme, at NFH-træneren kunne finde på at gå ind i politik. Men det gør han nu. I sidste uge blev Jakob Larsen valgt som den ene af Det Radikale Venstres tre folketingskandidater i de tre valgkredse i Odense.
Jakob Larsen bor privat i Odense, og derfor stiller han op i den fynske hovedstad.
NFH-træneren har ingen erfaring med politik, men det får altså nu. Og han lægger ikke skjul på, at den manglende erfaring var forblevet sådan, hvis ikke det havde været for USA's præsident Donald Trump og de grønlandske politikere, som har været størst fortalere for grønlandsk selvstændighed.
- Trump triggede noget i mig
- Trump triggede noget i mig (hans ønske om at gøre Grønland til en del af USA, red.), og det var det, som fik bægeret til at flyde over.
- Men det var også den daværende selvstyreformand Muté B. Egede og Pelle Brobergs (formand for partiet Naleraq, der ønsker grønlandsk selvstændighed, red.) snak om selvstændighed, der fik mig til at tænke: "Rolig nu, lad os lige kravle, før vi begynder at gå".
- Jeg følte lidt, at det kun var yderfløjene, der blev hørt. Der bor også flere tusinde grønlændere i Danmark, og jeg følte lidt, at deres stemme blev glemt lidt, forklarer Jakob Larsen, der selv er født og opvokset i Grønland med en grønlandsk mor og en dansk far.
Så for tre måneder siden sendte han en kort mail til De Radikales politiske leder Martin Lidegaard og spurgte, om han kunne bruge ham - og blev inviteret til et møde dagen efter.
- Hvorfor var det lige De Radikale, du henvendte dig til?
- Jeg har næsten altid stemt radikalt, og jeg kan godt lide Martin Lidegaard og partiets menneskesyn, deres værdier, klimapolitik og deres holdning til den grønne omstilling og syn på Europa og verden, forklarer Jakob Larsen.
Valgt på hjemmebane
I første omgang var det på tale, at NFH-træneren skulle stille op i Aalborg-kredsen, da partiet ikke havde nogen ledige kandidaturer i Odense. Men Jakob Larsen kunne mærke på sig selv, at han helst ville stille op på "hjemmebane", så det fik han lov til.
- Vi var fem kandidater til tre pladser, og jeg var den, der fik flest stemmer, så jeg kan faktisk selv vælge, hvilken af de tre valgkredse i Odense, jeg vil stille op i. Men det allervigtigste for mig er, at vi får et mandat tilbage, for vi fik ikke noget mandat ved sidste valg, siger han og nævner grøn omstilling, foreningslivet og relationen til Grønland som sine tre vigtigste mærkesager.
Jakob Larsen forlader NFH til sommer, hvor han skifter til konkurrenten Horsens Håndbold Elite, som NFH i øvrigt skal møde to gange i slutspillet, der begynder i morgen.
- Hvad tror du, Horsens siger til det her?
- Hvis vælgerne viser mig den tillid at vælge mig, siger jeg selvfølgelig ja. Men jeg har jo ingen politisk erfaring, og De Radikale har i øjeblikket ingen folketingsmedlemmer på Fyn, så chancen for, at jeg bliver valgt, tror jeg er relativt lille.
- Selvfølgelig har jeg ambitioner om at blive valgt, men jeg gør det også for at få noget erfaring frem mod det næste valg igen. Og jeg tror bare, at Horsens vil se det som en styrke at få en træner ind, der også kan og vil begå sig på en anden arena, siger Jakob Larsen.
Næste folketingsvalg skal senest afholdes 31. oktober næste år.