NFL-hold fjerner tilnavnet Redskins efter sponsorpres
Washington Redskins er et af de ældste hold i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL. (Arkivfoto) Foto: Kevin Lamarque/Reuters
Kevin Lamarque/Reuters
Washingtons NFL-hold dropper tilnavnet Redskins og dets logo efter pres fra sponsorer.
Siden 1937 har NFL-holdet Washington Redskins haft det samme navn.
Men nu er det fortid. Efter massivt pres har holdet valgt at fjerne tilnavnet Redskins og dets logo.
Det oplyser klubben i en udtalelse.
Det fremgår ikke, hvad klubben fremover skal hedde, men den bliver i den amerikanske hovedstad.
- Dan Snyder (holdejer, red.) og cheftræner Ron Rivera arbejder tæt sammen på at udvikle et nyt navn og design, der vil styrke grundlaget for vores stolte, traditionsrige hold og inspirere vores sponsorer, fans og lokalsamfund de næste 100 år, lyder det.
Flere af holdets største sponsorer, herunder FedEx, Bank of America og Pepsi, har for nylig opfordret kraftigt til at stoppe med at bruge udtrykket 'Redskins' (rødhuder), som i USA opfattes som racistisk og nedsættende overfor indfødte amerikanere.
Samtidig stoppede både Nike og Amazon med at sælge merchandise fra holdet online.
Sponsorernes anmodning faldt sammen med, at en debat om racisme er blusset op i USA i kølvandet på den sorte mand George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i maj.
Presset fik i forrige uge Dan Snyder til at indlede en "grundig undersøgelse" af holdnavnet, som altså nu er endt med, at tilnavnet bliver skrottet.
Det er langt fra første gang, at Redskins er blevet opfordret til at droppe sit navn, men Dan Snyder har hver gang blankt afvist, at det nogensinde ville ske.
- Vi kommer aldrig til at skifte navn. ALDRIG. Og det må du gerne skrive med stort, sagde holdejeren i 2013 som modsvar til de personer, der mente at holdets navn var racistisk.
Redskins-navnet så første gang dagens lys i 1933. Dengang havde holdet hjemme i Boston. Fire år senere rykkede det til Washington.
Sidste gang, et NFL-hold skiftede tilnavn, var i 1999, da Tennessee Oilers blev til Tennessee Titans.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned