NFL-spiller får comeback efter hjertestop på banen i januar
Damar Hamlin er tilbage i NFL, efter at han i januar led et hjertestop efter en tackling på banen. Foto: Gary McCullough/Ritzau Scanpix
Damar Hamlin er officielt tilbage i NFL, efter at han fik hjertestop på banen i januar efter en tackling.
NFL-spilleren Damar Hamlin kunne lørdag gøre en storslået retur til verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL, efter at han i januar fik hjertestop på banen efter en tackling.
Hamlin var med for Buffalo Bills i den første af holdets kampe i forsæsonen, hvor han og holdkammeraterne tog en 29-19-sejr over Indiana Colts på hjemmebane i Buffalo.
Den tilbagevendende spiller kom på banen, efter at Buffalo Bills havde scoret en touchdown i kampens indledende fase.
- Det var sjovt. Det var super sjovt, siger Damar Hamlin.
- Det var en fantastisk oplevelse, du ved? Bare endnu en milepæl og et skridt på vejen mod at komme mig, hvad angår amerikansk fodbold og NFL.
Hamlin fik i kampen noteret sig for tre tacklinger og siger efterfølgende, at han ikke føler, han er nødt til at holde sig tilbage for at passe på sit helbred.
- Når man træder ind mellem de streger, så udsætter man sig selv for en risiko, hvis man holder igen og spiller reserveret, siger han.
- Jeg tog det valg, at jeg gerne ville spille. Det var ingen andres valg end mit eget. Og da jeg tog det valg, så vidste jeg godt, hvad der følger med.
25-årige Hamlin kollapsede på et fyldt stadion 2. januar, da han sammen med Buffalo Bills spillede mod Cincinnati Bengals i NFL's grundspil.
Hamlin havde netop tacklet en modstander, da han faldt om med hjertestop og måtte genoplives på banen. Han tilbragte derefter adskillige dage på et hospital i Cincinnati, inden han kunne udskrives.
Kampen mellem Bills og Bengals blev afbrudt efter kollapset og blev aldrig færdigspillet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie