Nicki Pedersen vinder første VM-grandprix siden 2015
Nicki Pedersen (til venstre) sigter efter en plads i top-8, da det udløser en billet til næste års VM-serie. Sejren lørdag sendte ham tættere på det mål. Foto: Sportxpress/arkiv/Ritzau Scanpix
Sportxpress/arkiv/Ritzau Scanpix
Med forrygende kørsel sikrede Nicki Pedersen sig en grandprixsejr for første gang siden oktober 2015.
Den danske speedwaykører Nicki Pedersen kørte sig lørdag aften til sejr ved et VM-grandprix for første gang siden oktober 2015.
Ved grandprixet i Målilla i Sverige var den tredobbelte danske verdensmester stærkt kørende, og i en dramatisk finale løb han med sejren.
41-årige Nicki Pedersen vandt foran sloveneren Matej Zagar og svenskeren Fredrik Lindgren.
Det var første gang siden 2016, at Pedersen overhovedet nåede en finale.
I alt fik han 15 point ud af anstrengelserne, og han kørte sig dermed tættere på målet om en plads i top-8, der udløser en billet til næste års VM-serie.
Efter lørdagens løb har den danske veteran, der er med i serien på et wildcard, syv point op til ottendepladsen. Danskeren ligger på tiendepladsen i VM-stillingen.
I den samlede stilling er det briten Tai Woffinden, der indtager førstepladsen foran Lindgren og polske Maciej Janowski.
Et insisterende regnvejr udsatte løbet i mere end halvanden time, og kørerne måtte dermed væbne sig med tålmodighed, mens mørket faldt på i det østlige Sverige.
Da de endelig kom i gang, var Nicki Pedersen godt kørende i sine tre indledende heats, hvor han tog seks point via tre andenpladser.
Han fulgte op med med en sejr i sit fjerde heat og bookede kort efter en plads i semifinalen med en tredjeplads.
Her lå danskeren først suverænt i front, men Bartosz Zmarzlik styrtede, og heatet skulle starte forfra. I omstarten kneb det mere for Pedersen, der var tæt på at misse finalepladsen til sidst.
Det lykkedes dog lige akkurat at holde Tai Woffinden bag sig og sikre sæsonens første finale med en andenplads.
Nicki Pedersen kunne dermed drømme om sin første grandprixsejr, siden han vandt i Polen for næsten tre år siden, og det var lige præcis, hvad der skete.
I en tæt og dramatisk finale kæmpede han sig foran konkurrenterne og kunne til sidst lade sig hylde som vinder.
Det var desuden første danske grandprixsejr siden Niels Kristian Iversens triumf i Polen i 2016.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned