Nicolai Jørgensen viser målnæse forud for playoffkampe
Nicolai Jørgensen viste søndag målform forud for playoffkampene mod Irland. Foto: /ritzau/Kay Int Veen/arkiv
/ritzau/Kay Int Veen/arkiv
Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen scorede igen for sin klub. Men igen var det ikke nok til sejr.
For anden kamp i streg kom den danske landsholdsholdsangriber Nicolai Jørgensen på måltavlen for sin hollandske klub Feyenoord. Men endnu en gang var det ikke nok til sejr.
I midtugen scorede han hollændernes enlige mål i 1-3-nederlaget i Champions League mod Shakhtar Donetsk, og søndag scorede han kampens første mål, da Feyenoord ude måtte nøjes med 2-2 mod ADO Den Haag.
Den tidligere FC København-angriber viste allerede efter fire minutters spil den målnæse, som Åge Hareide formentlig håber, han kan bringe med til playoffkampene mod Irland.
Efter et Feyenoord-angreb i højre side rykkede Jørgensen sig fri af sin oppasser inde foran mål, så han let kunne heade det følgende indlæg i kassen til 1-0 fra nært hold.
Mestrene virkede i god kontrol i første halvleg, men kort før pausen fik ADO Den Haag udlignet.
Ti minutter efter pausen kom hjemmeholdet endda også foran, og det lugtede af endnu en skuffelse for Feyenoord.
Det endte også i en skuffelse, dog en lidt mindre af slagsen, da Karim El Ahmadi udlignede fire minutter før tid og skaffede mestrene et point.
Nicolai Jørgensens klub har fået en skidt start på sæsonen, hvor det blot er blevet til 18 point i 11 kampe.
Det er ni point færre end PSV Eindhoven i toppen, som endda har en kamp til gode.
Ajax Amsterdam med Kasper Dolberg og Lasse Schöne i startopstillingen havde også en skidt søndag. På hjemmebane tabte Ajax med 1-2 til Utrecht med David Jensen i målet.
Ajax har fem point op til førerholdet fra PSV, der senere søndag møder Twente.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned